|
Ghana/Tyskland 2002 - Instr. og manus: Fritz Baumann. - Medv.: George Quaye, Naomie Harris, Jimmy Akingbola, Maynard Eziashi, Jeillo Edwards - 80 min.
Filmen er beretningen om en lille gruppe fra Ghana, som forlader landet for at opbygge en ny og bedre tilværelse i Europa. "Anansi" følger imidlertid ikke det sædvanlige mediebillede, hvor det afrikanske kontinent udelukkende identificeres med hungersnød, krig og AIDS. "Anansi" viser nogle unge ghanesere med mod, vision og ambition. Nogle af filmens personer er ofre for falske forestillinger om livet i Europa, illusionen om en let tilværelse. Nogle af dem forfølger rent materielle mål uden at tænke nærmere over metoderne. Andre søger lykken uden at miste deres afrikanske identitet, uden at tabe deres moralske værdier og uden at opgive den indbyrdes hensyntagen.
Filmens europæere er ligeledes forskelligartet fremstillet: Nogle er undertrykkere, som udnytter afrikanerne økonomisk og / eller seksuelt. Andre forsøger at handle på en medmenneskelig måde, selv om disse ghanesere er illegale indvandrere i myndighedernes øjne.
"Anansi" udmærker sig ved en fin fortællemåde, betydningsladede og smukke billeder, vidunderlig musik fra flere forskellige lande og ved stærke skuespil-præstationer. Gennem sit cirkel-forløb henviser filmen til, at den afrikanske ungdom primært bør bygge fremtiden i dens eget land. Den metaforiske ederkoppe-figur, kaldet Anansi, henviser bl.a. til bevægelsen fra drøm til virkelighed. Det er lykkedes en europæisk instruktør at lave en afrikansk film. Den realistiske optimisme i "Anansi" opfordrer den vestlige tilskuer til at vende blikket mod Afrika. Samtidig ansporer filmen alle tilskuere til at tænke nærmere over verdens tilstand og til at medvirke til at ændre den: én verden, én fremtid.
"Anansi" modtog den såkaldte One Future Prize af en international, kirkelig jury bestående af: pastor Eckart Bruchner, formand (Tyskland), Bo Torp Pedersen, sekretær (Danmark), Valérie Kaboré og Abbé Dominique Yanogo (Burkina Faso), Fuensanta Perea (Spanien-Frankrig), Aleksandra Tjegurova (Rusland), Adelheid Meinzolt-Depner og Beate Mehr (Tyskland).
Bo Torp Pedersen 
|