Bridget Jones' dagbog
Filmen er i sig selv et meget vellykket stykke moderne hverdagshistorie. Ganske vist placeret i England, men genkendelig overalt. Det er den kendte historie om den kiksede alenepige, der kæmper en hård kamp for at kunne manøvrere mellem selvrespekt, karriere og de der mænd. Jes Nysten
Bridget Jones's Diary - Storbritannien/USA 2001 - Instr.: Sharon Maguire - Manus: Richard Curtis og Andrew Davies - Medv.: Renée Zellweger (Bridget Jones), Colin Firth (Mark Darcy), Hugh Grant (Daniel Cleaver), Jim Broadbent (Bridgets far), Gemma Jones (Bridgets mor), Sally Phillips (Shazza), Shirley Henderson (Jude), James Callis (Tom), Embeth Davidtz (Natasha), Celia Imrie (Una Alconbury) - 97 min. - Dansk biografpremiere: 27. juli 2001 - Dansk udlejning: UIP - Dansk DVD udgivelse: 1. februar 2002 - Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Tjek også CinemaZone, IMDb og The Observer
Moderne hverdag i komedieform
Da den engelske forfatter Helen Fielding for efterhånden flere år siden skrev en lang række klummer i den engelske avis The Independent formet som en serie dagbogsnotater af en temmelig selvoptaget enlig kvinde i 30'erne, Bridget Jones, anede hun ikke, hvad det ville medføre af opmærksomhed. Der var øjensynlig et mægtigt publikum til denne kvindes humoristiske selvudlevering - også uden for England. Det måtte naturligvis resultere i en film, og snakken har så sandelig gået om den lang tid, før den endelig kom her til landet. I England har diskussionen bl.a. raset omkring den amerikanske skuespiller Renee Zellweger: Mange var rasende over, at en amerikaner skulle spille denne rolle! Det var et hårdt slag for de selvbevidste englændere. Det andet, der blev diskuteret, var naturligvis, om filmen kunne ramme den helt særlige tone, der er i klummerne og bøgerne om denne Bridget. Det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke har læst dem, men en god kvindelige bekendt - i 30'erne (!) - har sagt, at filmen rammer lige på kornet.
Uden at behøve at tale stilling til disse udenoms diskussioner, er filmen i sig selv et meget vellykket stykke moderne hverdagshistorie. Ganske vist placeret i England, men genkendelig overalt. Det er den kendte historie om den kiksede alenepige, der kæmper en hård kamp for at kunne manøvrere mellem selvrespekt, karriere og de der mænd. Stemningen fanges fint ind fra begyndelsen af filmen, hvor vi ser Bridget alene i sin lejlighed: Liggende halvfuld på sofaen med vinglasset i hånden nærmest skråler hun med på Céline Dions udgave af "All By Myself". Sådan har hun det – staklen!
Der er ikke noget uforudsigeligt i selve historien, den forløber som en god komedie nu engang skal forløbe: hun får efter alle genvordighederne "den rigtige" og er lykkelig for det. Det fascinerende og meget velgørende er den måde historien afleveres på: vittigt og varmt. Der spilles med stor intensitet i rollerne, navnlig er det godt at se Hugh Grant lægge nye facetter til sit talent i rollen som et gennemført dumt, men charmerende svin. Men ingen tvivl om, at det er Renee Zellweger, der holder os alle i ånde fra start til slut. Den måde, hun blæser liv i rollen som Bridget på, er ganske enkelt overrumplende god. Selv den mest chauvinistiske englænder må overgive sig her, og så skal det tilføjes, at det er et ualmindeligt velvalgt lydspor (naturligvis med Van Morrison, når der for alvor skal stemning under billederne!).
Jes Nysten
Pressebillede © UIP