Dreyer på video
Mirakel-klimakset i "Ordet" bør ikke få os til at undlade overvejelser af troens grænser og indflydelse i en mere nær virkelighed. Det mærkelige kunstfærdige talesprog i "Gertrud" bør ikke hindre eftertanker omkring kærlighedens væsen. "Vredens dag" har mesterværkets indlysende og overvældende kvaliteter. Bo Torp Pedersen
Vredens dag
Danmark 1943. Manus efter skuespillet "Anne Pedersdotter" af Hans Wiers-Jenssen. Medv.: Thorkild Roose, Lisbeth Movin, Sigrid Neiiendam, Preben Lerdorff Rye, Anne Svierkier, Albert Høeberg, Olaf Ussing. Sort/hvid. 105 min.
Ordet
Danmark 1955. Manus efter Kaj Munks skuespil. Medv.: Henrik Malberg, Emil Hass Christensen, Preben Lerdorff Rye, Cay Kristiansen, Birgitte Federspiel, Einer Federspiel, Gerda Nielsen, Ove Rud, Henry Skjær. Sort/hvid. 126 min.
Gertrud
Danmark 1964. Manus efter Hjalmar Söderbergs skuespil. Medv.: Nina Pens Rode, Bendt Rothe, Ebbe Rode, Baard Owe, Axel Strøbye, Vera Gebuhr, Anna Malberg, Eduard Mielche, Valsø Holm, Lars Knutzon. Sort/hvid. 118 min.
Tre skuespil
Vi skylder firmaet Egmont tak for at video-udsendelsen disse tre skuespil-filmatiseringer af det største navn i dansk filmhistorie, Carl Theodor Dreyer. Videoerne kom allerede i maj 1999. De står på hylden i ganske få video-forretninger, men bør kunne bestilles hjem; det tilbydes i hvert fald af butikskæden Playtime Video.
Tiden har ikke været venlig ved Dreyers to sidste film, hvis filmsprog allerede ved fremkomsten vakte undren og debat. Det kræver en vis overvindelse i dag at se "Ordet" og især "Gertrud", men der bør ikke herske tvivl om, at de to film stadig er værd at se og diskutere.
Mirakel-klimakset i "Ordet" bør ikke få os til at undlade overvejelser af troens grænser og indflydelse i en mere nær virkelighed. Det mærkelige kunstfærdige talesprog i "Gertrud" bør ikke hindre eftertanker omkring kærlighedens væsen.
"Vredens dag" har mesterværkets indlysende og overvældende kvaliteter. Med et billedsprog så rigt, som Dreyer ellers kun har udfoldet i "Vampyr" (1932), fører han os i "Vredens dag" ind i en tragisk middelalder-historie på en måde, så vi ikke kan ryste den af os som gammel og støvet. Der tales med uformindsket styrke og aktualitet om almen-menneskelige svagheder og begrænsninger, om tro og overtro, om dømmesyge og tilgivelse, osv..
Alle tre film byder desuden på centrale kvindeskikkelser, som er en god anledning til at drøfte Dreyers kvindesyn, som det her kan opleves. Der er skrevet udførligt om privat-mennesket Dreyers kvindesyn og opstillet udmærket hypoteser om baggrunden herfor, men lad dog filmkunsten og filmkunstneren tale. Det er direkte tale!
Bo Torp Pedersen
(første gang tryk i Vision nr. 9 - september 2000)