Vejen hjem
Ved filmestivalen i Berlin 9.-20. februar 2000 gav den kirkelige jury hovedprisen til "Vejen hjem" og karakteriserede den bl.a. således: 'Fortid og nutid knyttes sammen gennem ægteskab og begravelse, som tilsammen konkretiserer kærlighedens værdi og magt.' Det er så enkelt, stærkt og smukt. Det rører til tårer. Men det er også på kanten til etnografisk nostalgi og eskapisme. Bo Torp Pedersen
Wo de fu qin mu qin / The Road Home - Kina 1999 - Instr.: Yimou Zhang - Manus: Bao Shi efter egen roman - Medv.: Zhang Ziyi (Zhao Di som ung), Sun Honglei (Luo Yusheng), Zheng Hao (Luo Changyu), Zhao Yuelin (Zhao Di som gammel), Li Bin (bedstemor), Chang Guifa (borgmester som gammel), Sung Wencheng (borgmester som ung), Liu Qi (snedker Xia som ældre), Ji Bo (snedker Xia som ung), Zhang Zhongxi (pottemager) - 100 min. - Dansk biografpremiere: 1. december 2000 - Dansk biografudlejning: Nordisk - Genvist på DR Tv: 24. juni 2007.
Se også IMDb.
Kinesisk forenkling
I sort/hvide billeder følger vi en yngre mand, Luo Yusheng, som vender tilbage til sin fødeby langt ude på landet i det nordlige Kina. Hans far er død, og hans sønderknuste mor insisterer på, at den gamle begravelses-skik skal følges. Trods vinter og sne skal faderen bæres fra sygehuset til landsbyen for at blive begravet.
Mens Luo Yusheng organiserer begravelsen, tænker han tilbage på forældrenes romantiske kærlighedshistorie, og vi får den i farvestrålende tilbagebliksbilleder. Luo Changyu var den unge, nye lærer, der kom til landsbyen, hvor han fandt sig godt til rette. Zhao Di var landsbyens kønneste pige, og de forelskede sig. Først blufærdigheden, dernæst politiske omvæltninger udsætter ægteskabet, men efter genforeningen skiltes de aldrig mere. Filmen skifter igen til sort/hvid og runder af med begravelsesoptoget og Luo Yushengs særlige måde at sige tak til far og mor på.
Ved filmestivalen i Berlin 9.-20. februar 2000 gav den kirkelige jury hovedprisen til "Vejen hjem" og karakteriserede den bl.a. således: 'Fortid og nutid knyttes sammen gennem ægteskab og begravelse, som tilsammen konkretiserer kærlighedens værdi og magt.'
Det er så enkelt, stærkt og smukt. Det rører til tårer. Men det er også på kanten til etnografisk nostalgi og eskapisme. Hvad enten det skyldes aktuelle politiske magtforhold i Kina eller instruktørens eget valg, er filmens fuldstændige fokusering på en ren kærlighed også en mærkbar begrænsning. Kun eksterne faktorer forstyrrer denne kærlighed, og de beskrives ikke nærmere i filmen selv (kode-ord: Kulturrevolutionen). Filmen, dens landsbysamfund og dens kærlighedshistorie repræsenterer noget, man let kan længes efter i vor forvirrede og hensynsløse tid. Men er eller var historien og tilværelsen så enkel?
Bo Torp Pedersen
Offentliggjort første gang i Vision nr. 10, december 2000
Pressebillede © Nordisk Film