Crash
Det er lang tid siden at jeg har set så tankevækkende en film. Den må være noget af det bedste, der er kommet ud af amerikanske studier i år, og tænk, film ender med et godt grin – måske det eneste, og det er ikke pjattet. Peter Skov-Jakobsen
USA 2004 - Instr.: Paul Haggis - Manus: Paul Harris og Robert Moresco - Medv.: Sandra Bullock (Jean), Don Cheadle (Graham), Matt Dillon (Ryan), Jennifer Esposito (Ria), William Fichtner (Flanagan), Brendan Fraser (Rick), Terrence Dashon Howard (Cameron), Thandie Newton (Christine), Tony Danza (Fred) - 100 min. - Dansk biografpremiere 12. august 2005 - Udlejning: Angel Film - Tilladt for børn over 15 år
Flere oplysninger hos
Scope
,
IMDb
og
Allo Ciné
samt anmeldelse hos
CinemaZone
og
Film & tro.
Social opløsning
En række biluheld i Los Angeles er omdrejningspunkter for denne tankevækkende og meget seværdige film om mistro og manglende relationer mellem mennesker. Små fortællinger fra Los Angeles. Det er en film om race-, sociale, og kulturelle problemer. Det er fortrinsvis Mellemamerika der beskrives i denne fortælling hvor de enkelte historier vælter rundt mellem hinanden på den mest oplagte og velfortalte måde. Der er ikke plads til klichéer i denne film. Moralisten, der altid kan finde sig selv forfulgt og altid nyder offerets rolle, er sort. Den, man tror, er et ganske uskyldigt offer, viser sig at have en del på samvittigheden og en del skæbner på ladet.
Der kæmpes for livet og eksistensen i denne film. Der lyves og bedrages. Der tænkes politisk og taktisk. Der beskrives et samfund hvor alle mistænker hinanden. Ingen synes at være hjemme – alle synes at være fremmede for hinanden. Det er også fortællinger om hvad bebrejdelser, brutalitet, ydmygelse, nedværdigelse, vrede og løgn gør ved mennesker. Det er tristhedens trædemølle som udspiller sig for øjnene. Filmen kan næsten synes at være kynisk.
Det er en alvorlig film om dagens USA. Filmen er så intens, historierne er så uforudsigeligt opdigtede at man skulle tro at det var virkeligheden. Der er stunder hvor man er så anspændt at det næsten ikke er til at holde til. Man bliver drevet mod rørelsen, men sentimentalt er det ikke.
Det er ikke en film, som ender i det sorte. Uden at blive ligegyldig og dum formår Paul Haggis at sprænge det panser af mismod som findes om de forskellige personer. Håbet får lov til at bryde igennem, og man inviteres med til at se, hvordan myter dannes og håb værnes. Det er en alvorlig film om et samfund, der synes at være i opløsning, fordi ingen kan finde ud af at relatere til hinanden, men alle møder de andre med indædt mistro.
Det er lang tid siden at jeg har set så tankevækkende en film. Den må være noget af det bedste, der er kommet ud af amerikanske studier i år, og tænk, film ender med et godt grin – måske det eneste, og det er ikke pjattet.
Peter Skov-Jakobsen
Med tilladelse af Folkekirken i København
Pressebillede © Angel Film