Drabet

Danmark 2005 - Instr.: Per Fly - Manus: Per Fly, Dorte Høeg, Kim Leona, Mogens Rukov -
Medv.: Jesper Christensen (Carsten), Pernilla August (Nina), Beate Bille (Pil), Charlotte Fich (Lisbeth), Michael Moritzen (Povl), Thomas Voss (Tobias), Julie Ølgaard (Lærke), Vivian Nielsen (Kriminalassistent), Jesper Hyldegaard (fængselspræst) - 100 min. - Dansk biografpremiere 26. august 2005 - Udlejning: Nordisk Film - Tilladt for børn over 15 år.
Yderligere oplysninger hos Scope og IMDb
Alternativ anmeldelse hos CinemaZone
Undervisningsmateriale om filmen - se under Film tip og hos DFI

Voldens problem

Per Flys tredje og sidste film i trilogien om over-, under- og middelklassen er formidabel og herlig fri for klicheer.

Pludselig er tilværelsen andet end at være gymnasielærer, småforelsket i en tidligere elev, engageret samfundsdebattør. Carsten er vant til at tumle med alverdens problemer af politisk, social og kulturel art. Han kan også sagtens holde ægteskabet og forelskelsen i den tidligere elev sammen, men en dag ringer hun og siger at den er gal. I sin politiske iver er hun ”kommet til” at begå et drab på en betjent.

På mesterlig vis skildres voldens problem, drabet fra såvel offerets som fra gerningsmandens side. Skyldens kvaler er virkelig i centrum i denne film. Midt i det hele står denne stakkels gymnasielærer som hele tiden siger ”jeg forstår godt…”, men alt som filmen skrider frem, bliver det klart at han aldrig har forstået noget særligt. Han er nærmest invalideret af alle sine holdninger. Han kan ikke tænke klart. Livet har beskyttet ham smukt i en forstads- og mellemklasseidyl som de fleste af os bebor. Hans liv har været tilstrækkeligt udfordrende, men for en gangs skyld løber han ud for ord; men det tager pinligt langt tid!

Det er en film om at man kan komme så tæt på livet at det sårer én. Man kan også blive helt ude af sig selv af forvirring. Man kan blive hvirvlet rundt af skyld og skam og ikke ane hvor man skal vende sig hen. Det er en film om at ingen varme ord – og ingen terapi kan hjælpe én ud af et virkeligt dilemma. Her er der ingen udveje. Det er et rigtigt liv der er beskrevet.

Skuespilkunsten er helt i top, billedkunsten er formidabel, manuskriptet er fremragende. Der er tale om en film der udnytter billeder, ord og musik til det yderste. Det er en film der kalder på mange gensyn og som bør have et budskab til de fleste af os.

Dansk film er sandelig ikke bange for at gå til biddet for tiden! Mange moralske spørgsmål er inden om i denne film: skyld, vold, sandhed, tilgivelse, forsoning. Herlig fri for klicheer.

Peter Skov-Jakobsen
Med tilladelse af Folkekirken i København

------------------------

Drabet, der blev væk  

Der begås ikke drab på den marxistiske arv. Den trives på biografens bænk.

Som adskillige andre er Peter Skov-Jakobsen er positivt stemt over for Per Flys nye film ”Drabet”, sidste del af en såkaldt trilogi, hvor ”Bænken” (2000) og ”Arven” (2003) er de to første film. ”Drabet” rejser da rigtignok nogle interessante problemstillinger, specielt med hensyn til det moralske ansvar og den moralske skyld. Men når det er sagt, synes jeg, dens politiske sympatier og personkonflikt er klicheer fra de 'gode gamle' 68 ’ere: Den midaldrende mands forhold til den unge pige, opløsningen af det tomme ægteskab, politivold, rektoren, der fyrer ham... Det er gennemtyggede klicheer - tilsat sortsyn. Ingen af personerne i denne film eller Flys trilogi overhovedet er lykkelige.
Samtidig er trilogiens opdeling i klasser tvivlsom: Underklassen i ”Bænken” er de udstødte på torvet. Hvorfor de er udstødte, får man ikke meget at vide om, ligesom der ikke synes at være løsninger på elendigheden. Værst står det dog til i ”Arven”. Her er overklassen de kapitalistiske arvinger til produktionsmidlerne, repræsenteret ved den gammeldags sværindustri. Det er en forældet marxistisk kliché. Den tunge sværindustri eksisterer dårligt nok i dag. Værfterne er lukkede og Stålvalseværket, som vel mest ligner det, hovedpersonen arver, kører på nedsat kraft. For slet ikke at tale om de psykologiske postulater i filmens person-karakteristikker...
I ”Drabet” er vi nået til den såkaldte middelklasse, men er middelklassen virkelig det intellektuelle, venstresnoede borgerskab, eller ville det være bedre repræsenteret ved en skolelærer, sygeplejerske eller en håndværker, der økonomisk og samfundsmæssigt klarer sig ganske godt, men som efter alt at dømme slet ikke støtter en 68’er marxisme som Carstens? ”Drabets” hovedperson repræsenterer mere intellektuel elite end egentlig middelklasse. Det er borgerskabets diskrete charme 30 til 40 år senere. Venstrefløjens synspunkter hyldes fortsat som de rigtige, blot man holder sig fra volden. Den skematiske marxistiske opdeling i klasser trives fortsat i bedste velgående, selv om de måske ude i samfundet er ved at uddø sammen med de sidste rester af 68’erne.
Samtidig kan man spørge, hvad man egentlig skal med klasseopdelingen. Alle tre film handler om det samme, den midaldrende mands problemer med at acceptere, at ungdommens idealer og forestiller smuldrer, at livet ikke har budt på det, man håbede på. Hvorfor der skal bruges tre klasser på det, er svært at se, når man ikke bruger den opdeling til noget.
Man ville have nydt at sidde på biografens bænk, hvis Fly havde begået drab på den marxistiske arv og de filmiske klicheer, men sådan skulle det ikke være.

Lasse Rasmussen

Pressebillede © Nordisk