En dag uden krig
Den store filmkunst er det nok ikke – og så er det dog alligevel seværdigt. Nogle ville sikkert nok sige: sentimentalt. Men jeg synes nu at det er en god julefilm om verden der bliver sat på hovedet; om budskabet om at et barn er født; om fred på jorden og Guds godhed. Naivt er det nok, men hvor måtte det dog gerne ske: at vi oplever hinanden som mennesker og ikke som fjender. Hvor måtte det dog gerne blive åbenbart at magt ofte er forbundet med dumhed, opstyltethed, arrigskab og ganske almindelig umenneskelighed! En lille juledrøm om at verden gerne må blive bedre! Peter Skov-Jakobsen
Joyeux noël - Frankrig 2005 - Instr. og manus: Christian Carion - Medv.: Diane Kruger (Anna Sörensen), Benno Fürmann (Nikolaus Sprink), Guillaume Canet (Lieutenant Audebert), Gary Lewis (Palmer), Dany Boon (Ponchel), Daniel Brühl (Horstmayer), Alex Ferns (Gordon), Christopher Fulford (Major), Robin Laing (William), Ian Richardson (Bishop), Steven Robertson (Jonathan), Friedemann Thiele (Karl), Johannes Richard Voelkel (Günther), Frank Witter (Jörg) - 116 min. - Dansk biografpremiere: 9. december 2005 - Udlejning: Miracle Film - Tilladt for børn over 11 år
Læs mere hos
CinemaZone
,
IMDb
og
AlloCiné.
Julefilm om drømmen om en bedre verden
Tiden er den første verdenskrig. Indledningsvis hører man på tysk, fransk og engelsk den artige elev udtale sin nationalisme. Det næste er krigsrusen. Glæden ved at der endelig sker noget. Da den glæde blev pakket ned i skyttegravene, skete der noget. Virkeligheden åbnede øjnene på mennesker.
En latterlig tysk prins der sidder ængsteligt for sig selv og skidtvigtig; en korrekt og arrig fransk generalløjtnant; en engelsk biskop der klæder sig i krigslidenskabelighed, udgør modbillederne i dette smukke film-eventyr der efter sigende har rod i virkeligheden. Det er jul ved fronten. Den danske sopran kommer ned for at besøge sin tenor-mand som er tysk soldat. Først glæder de det pæne selskab omkring prinsen og regimentet. Tenoren insisterer på at ville synge for kammeraterne netop denne aften. Alle forundres da tenoren kommer hjem i skyttegraven med sin hustru. Hun giver med sit blotte nærvær håbet ånde. Deres øjne lyser op. Man hører sang rundt om i de forskellige skyttegrave, og pludselig når juleaftens toner frem og skaber en momentan fred. De kravler ud af deres skyttegrave og holder jul. De forstår ikke hinanden, men krigens gru lægges bag for en stund. Feltpræsten holder sit livs messe.
Den store filmkunst er det nok ikke – og så er det dog alligevel seværdigt. Nogle ville sikkert nok sige: sentimentalt. Men jeg synes nu at det er en god julefilm om verden der bliver sat på hovedet; om budskabet om at et barn er født; om fred på jorden og Guds godhed. Naivt er det nok, men hvor måtte det dog gerne ske: at vi oplever hinanden som mennesker og ikke som fjender. Hvor måtte det dog gerne blive åbenbart at magt ofte er forbundet med dumhed, opstyltethed, arrigskab og ganske almindelig umenneskelighed! En lille juledrøm om at verden gerne må blive bedre!
Peter Skov-Jakobsen
Med tilladelse af Folkekirken i København
Pressebillede © Miracle Film