Filmen er en skarpsindig og underfundig satirisk beskrivelse af den ikke kun uheldige, men dybt korrumperende sammenfiltning af egoistiske, journalistiske og politiske interesser, der vist ikke er så sjælden endda og som kan få fatale konsekvenser.

Den feterede journalist My Larsen har stor succes med sine pågående dokumentarfilm, og en dag bliver hun kontaktet af en tidligere kæreste, Peter Friis, der nu er blevet det siddende regeringspartis spindoktor. Han vil have hende til at lave en film om den driftige borgmester Svend Balder og hans forbilledlige kommune Ravnsborg. Hun får fuldstændigt frie hænder – hun og hendes kamera skal være en flue på væggen. My undrer sig over denne frihed, for den tidligere kæreste kender hendes metoder og hendes politiske ståsted, men hun siger ja, for hun har brug for pengene – og udfordringen. Hun er i en personlig krise og vil bruge denne opgave til at finde om ikke hele sandheden om sig selv så bare en lille flig af sandheden om denne My (hendes venner og tidligere kærester oplever hende som kold, egoistisk og kynisk) - samtidig med hun skal finde frem til sandheden om Balder og hans provinseventyr.

Denne sammenblanding af et rent personligt projekt, den stillede journalistiske opgave og indsovsningen i en altædende korrupt kommunalpolitik viser sig at få fatale konsekvenser for alle de implicerede i dette drama. Som en meget håndfast symbolik indlogeres My på et hotel i Ravnsborg, hvor der hele tiden må luftes ud og sprayes, fordi man har funder en død ræv, der var gået i forrådnelse. Henvisningen til det noget fortærskede citat fra Hamlet: ”There is something rotten in the state of Denmark” kan vel ikke være tydeligere, og fluerne på væggen samles netop på grund af råddenskaben! Men det interessante i filmen er, at rollefordelingen ikke er den traditionelle: Den renfærdige, sandhedshungrende journalist, der afslører den korrupte usympatiske politiker. Her oplever vi, hvordan både de politiske og de journalistiske interesser falder sammen og i fællesskab skaber dette usympatiske morads. En sikkert oprigtig idealisme hos journalist og borgmester har efterhånden udviklet sig til afstumpet magtbegær, kynisme, følelseskulde og ubodelig ensomhed. Derfor kan de finde sammen i et mærkeligt – men troværdigt – kuldslået forhold.

De, der har forsøgt at se filmen som en slet skjult Brixtofte/Farum-historie, går således også helt galt i byen, fordi filmen netop forholder sig meget mere raffineret til sit materiale. At filmens projekt lykkes, skyldes ikke mindst skuespillerne. Rollebesætningen er helt i top. Lars Brygmann spiller netop ikke en Brixtofte-parodi, men skaber en troværdig figur som den kolde, kontrollerede karrieremand, der har erkendt karrierens omkostninger. Trine Dyrholm spiller sig for hver film op i toppen af dansk filmskuespil - her som den beregnende, kyniske karrierekvinde, der kæmper en brav indre kamp for at holde sig selv ud i en temmelig beskidt verden. Kurt Ravn spiller også forrygende som den hårdt prøvede økonomichef, der i desperation forsøger at ”få regnskabet til at passe”.

Filmen handler ikke kun om denne trang til at udforske, til at snage ved hjælp af et allestedsnærværende kamera, men filmen er på raffineret vis selv skabt ved hjælp af sådanne flimrende, forvirrende kameraer. Kameraerne er vitterlig som fluer på væggen – skjult for de optrædende, lurende på alt. På den måde bliver vi som tilskuere – på ubehagelig vis – også selv sådanne fluer, der sidder der på væggen og fascineres af den ildelugtende råddenskab.

Åke Sandberg har lavet en spændende og tankevækkende film, der meget befriende løfter sig op over den ellers åh så danske lige-ud-af-landevejen mainstream.

Jes Nysten

Pressebillede © Nordisk