Hotel Rwanda

Rwanda 1994. En tidligere belgisk koloni. Efter lang tids politisk ustabilitet bryder borgerkrigen ud mellem de to stammer Hutu og Tutsi. Der er en lille fredsbevarende styrke i landet på 2500 FN-soldater. Den øverstkommanderende general Dellaire forsøger at gøre FN-hovedkvarteret det begribeligt, at her står man over for et potentielt folkemord. Han taler for døve øre. Han kan ikke få verdensopinionen i tale.



Filmen er centreret om hoteldirektøren Rusesabagina. Man følger Rwandas skæbne gennem hans families historie. Han selv er, som flertallet, Hutu, men hans hustru er Tutsi. De troede ikke selv at hadet kunne komme så vidt. Men en dag bliver naboerne udsat for Hutu-militsens overfald, og så tager begivenhederne fart. Rusesabagina udnytter sine bekendtskaber og bestikker sig vej mod liv for alle de mennesker der efterhånden finder hotellet som et helle.

På fremragende vis fremstiller filmen også den beskedne militære indsats der kunne ydes. Man følger oberstens (der nu har distinktioner som en kommandør) desperate kamp for at hjælpe Tutsierne. Han er forfærdet over hvad han ser i landet. Da hade-radioen skriger sit ”Skær de høje træer ned” er det Hutuernes kampråb, og de griber til de mascheter som er ophobet rundt om i landet. Massakren er i gang. I løbet af tre måneder myrdes hen mod 800.000 Tutsier. Verdenssamfundet trækker sig tilbage. Her er hverken olie eller andet af interesse. Som obersten siger: ”I er ikke bare niggere, I er afrikanere”.

Man havde præcis nærvær til at redde alle der ikke var fra Rwanda ud af landet – især de hvide. Men der er ikke gjort nogen hemmelighed af den skam der føltes ved at blive reddet. Alle lige fra Røde Kors-medarbejderen til journalisten og fotografen er forfærdede over det svigt som de er en del af. Man overlod Tutsierne til deres mordere. I filmen hører man uafbrudt brudstykker fra de radioudsendelser som spredte had. Sproget ligefrem rådner i munden på radioværten, og han spreder gift i menneskers tanker og følelser. Det er et stort vanvid! Myrderierne er ubeskrivelige.

Denne historie er ikke nem at fremstille uden at det bliver voldsporno. Men jeg synes at det filmiske håndværk er i orden. Man aner massakren, men der svælges ikke unødigt i det, man alligevel ikke kan rumme. Man er rystet oven på al brutaliteten, men heldigvis forskånes man for unødig udstilling af voldsscener.

Filmen er så god som sådan en film kan blive. Det er en fortælling, en biografisk skildring, som bruges til at fremstille en politisk begivenhed – og det er ikke nemt at gøre uden at blive for ensformig. Der er grænser for sentimentaliteten i denne film. Jeg synes ikke den bærer præg af politisk korrekthed. Den der ser den må virkelig spørge sig hvor FN havde sine tanker; må virkelig spørge sig hvor verdens politiske ledere havde deres opmærksomhed henne. Man kunne godt have gjort det lidt skarpere hvor smertelig en affære det var for de militære at skulle strække våben over for banditter og overlade uskyldige mennesker til den visse død. Dette er ikke et eksempel på at krig er for vigtigt til at man kan overlade det til generaler; men et eksempel på at krig er for vigtig til at man kan overlade det til politikere der er ligeglade.

Rwanda 1994 er en frygtelig historie. Kan denne film bidrage til at det ikke glemmes og vække opmærksomhed mod sløve politiske hierarkier og sørge for at det ikke sker igen, så er den det hele værd!

Peter Skov-Jakobsen
Med tilladelse af Folkekirken i København

Pressebillede © Angel Film