Kingdom of Heaven

USA 2005 - Instr.: Ridley Scott - Manus: William Monahan - Medv.: Orlando Bloom (Balian af Ibelin), Eva Green (Sybilla), Jeremy Irons (Tiberias), Liam Neeson (Godfrey af Ibelin), David Thewlis (Hospitaler), Brendan Gleeson (Reynald), Marton Csokas (Guy de Lusignan), Ghassan Massoud (Saladin), Edward Norton (Kong Balwin IV), Jon Finch (Patriark), Nikolaj Coster-Waldau (Godfreys nevø), Tim Barlow (gammel vagt), Ulrich Thomsen (tempelherre) - 145 min. - Dansk biografpremiere 4. maj 2005 - Udlejning: FC/Fox - Udgivet på DVD af SF Film 17. oktober 2005 - Tilladt for børn over 15 år
Yderligere oplysninger hos Scope og AlloCiné og IMDb.
Alternative anmeldelser hos CinemaZone , Berliner Morgenpost , St. Galler Tagblatt og Variety.


Historisk eventyrfilm i moderne politiks tjeneste

Instruktøren Ridley Scott er født 30. november 1937 i England, men professionelt har han næsten udelukkende arbejdet i USA, og han er virkelig en professionel i branchen. Scott har baggrund i reklamefilm-branchen, og det ses i hans suveræne beherskelse af filmteknikken og i hans visuelle flair. Ridley Scott står for flotte og spektakulære film - i forskellige genrer. Han sikrede sig en plads i nyere filmhistorie med gyserfilmen "Alien, den 8. passager" (1979), hvor et grumt mutantdyr æder besætningen i et rumskib én efter én, og den endnu mere stiliserede ”Blade Runner” (1982), hvor menneskefødte mennesker møder kunstige mennesker på liv og død. Hans feministiske road-movie "Thelma og Louise" (1991) er måske hans mens vellidte og mest menneskelige film. I de senere år har heldet, dvs.  publikumssucceserne, ind imellem svigtet ham. Nu har han både som instruktør og producent satset ’hele butikken’ på en stor eventyrfilm med udgangspunkt i korstogene. "Kingdom Of Heaven" (2005) er dog ikke hans første historiske film: Han ’øvede sig’ i 500 året med "1492 - Erobringen af Paradis" om Columbus' opdagelse af Amerika.

"Kingdom Of Heaven" har valgt at gøre en noget marginal person fra det virkelige liv til en stor og væsentlig personlighed, en sand helt, nemlig smeden fra Frankrig, Balian, der i filmen forfremmes til uægte søn af en stor adelsmand, Godfrey af Ibelin, og forvandles til en central person i de begivenheder, der førte til det, man plejer at kalde det tredje korstog – det korstog, som Richard Lionheart anførte for at tilbageerobre Jerusalem fra den ægyptiske sultan Saladin. Denne satte i 1187 kronen på en række successive udvidelser af sit storrige med indtagelsen af Jerusalem – klimakset i "Kingdom Of Heaven" – og forsvarede byen så godt under det tredje korstog, at Richard Lionheart ikke kunne tilbageerobre den, men måtte slå sig til tåls med en slags forligsaftale. Til sidst i "Kingdom Of Heaven" ser vi et glimt af Richard Lionheart og hans mænd på vej gennem Frankrig til Det hellige Land.

I den ’poetiske frihed’s navn har "Kingdom Of Heaven" valgt at skabe sin egen helt i det, der ellers skal ligne en autentisk historisk sammenhæng. Filmen følger den ældre historiske forsknings opdeling af helte og skurke i det spegede spil mellem kongen af Jerusalem og fyrsterne i de andre små kristelige riger i området Israel. Moderne historisk forskning har gjort dette persongalleri mere komplekst, bl.a. ved nøjere studium af arabisk og muslimsk kildemateriale. Men under alle omstændigheder er det utvivlsom rigtigt, at korstogene – med tiden – opfyldte vidt forskellige målsætninger for dem, der deltog i dem.

Balian repræsenterer i begyndelsen en slags primær, from kristelig motivation, hvor krigstjenesten for kongeriget Jerusalem skal tjene som bod for begåede synder (bod og aflad, jævnfør den romersk-katolske kirke). Balians far Godfrey, hvis værdier Balian overtager efter hans død, er en moralsk hædersmand, der vil gøre det bedste for befolkningen og de svage. Filmen placerer også Tiberias som en hædersmand, men mere desillusioneret og til sidst helt opgivende, hvorimod Reynald og Guy de Lusignan repræsenterer forskellige grader af korruption og begær efter magt og rigdom. I filmens slag om Jerusalem sættes Balian, hvis kloge forsvarstaktik redder byen og dens indbyggere fra at blive nedslagtede af den overmægtige arabiske hær, over for Saladin, som karakteriseres som en klog krigsherre og en moderat, desillusioneret politiker.

Da Balian holder en tale for soldaterne og borgerne i Jerusalem, lyder han i denne film ikke længere som en soldat i 1100-tallet, men som en statsmand i moderne tid. Han sætter sig ud over modsætningen mellem kristne og muslimer, og når han – trods alt – vil forsvare Jerusalem mod Saladins hær, erklærer han, at det ikke er for at forsvare de kristne mindesmærker m.v. i byen. Det er ikke sten, han vil forsvare, men mennesker. Således bliver det klart, at filmen ikke længere er styret af sit historiske og autentiske stof, men af disse års amerikanske udenrigspolitik

USA's præsident George W. Bush har i flere taler pointeret, at den afgørende modsætning ikke går mellem kristne og muslimer, men mellem demokrater og terrorister. Denne anskuelse bliver næsten aldrig refereret korrekt i medierne, hvor terroristerne i Mellemøsten, fra 11. september og ved andre lejligheder konsekvent betegnes som muslimske terrorister. Man kan undre sig over, at Bush ikke beklager sig stærkt over den misvisende genfortælling af hans budskab, men det er måske af indenrigspolitiske grunde.

Hvis man tager Bush på ordet, må Balian i "Kingdom Of Heaven" være en helt ganske efter Bushs hjerte. De gode i "Kingdom Of Heaven" er moralske hædersmænd, som ønsker fred med deres omgivelser, og som kun vil det godt for deres folk. Skurkene er mænd, som er moralsk depraverede, optændt af krigsliderlighed, opfyldt af begær efter magt og rigdom. Det er interessant, at de to store skurke begge befinder sig på den såkaldt kristne side, mens den muslimske Saladin - som nævnt – ligeså éntydigt står som en hædersmand. I Saladins omgangskreds antyder filmen, at der findes ekstremistiske og utålmodige personer, men at Saladin har styr på dem.

Det er en alt for matematisk-allegorisk tolkning at oversætte Saladin til Osama Bin Laden. Desuden passer den oversættelse simpelt hen ikke med filmens positive karakterisering af Saladin, og modsvarende kan Balian heller ikke oversættes til Bush. Det er idealerne, som svarer til hinanden – det er Balians moral og idealer, som "Kingdom Of Heaven" hylder på en sådan måde, at man som tilskuer må associere til præsident Bushs erklærede idealer. Til gengæld synes jeg, at filmens slutning er så tvetydig, at filmen er lige ved at ødelægge sin morale.

Historikerne bryder sig ikke om denne (underholdnings-)films forenklede behandling af de autentiske personer og begivenheder, fordi den sker på bekostning af nyere forsknings-resultater. Her kan vi diskutere, hvor langt det er rimeligt at gå i ’poetisk frihed’. Mange vil absolut ikke bryde sig om, at filmen formidler idealer, som ligner George W. Bushs Mellemøstenpolitik m.v. til forveksling. Den poetiske frihed står således i politikkens tjeneste – den står for en bestemt sag – og det kan vi også diskutere. Nogle hævder, at Bush administrationens udenrigspolitik er den moralsk mest konsekvente i umindelige tider, mere konsekvent end Carter administrationens, men man kan diskutere, hvor meget moral skal vægtes i udenrigspolitik. Ja, man kan diskutere, dvs. vi (!) kan diskutere. Borgerne i gårsdagens Irak eller nutidens Iran og Nordkorea kan som bekendt ikke diskutere religion, moral og politik.

Bo Torp Pedersen

Pressebillede © FC/Fox