Papirmanden

Den fremragende tyske skuespillere Ulrich Tukur (forgrunden) i grækeren Constantin Costa-Gavras franske film om en arbejdsløs, der tager sagen i egen hånd

Filmen er en dybt amoralsk men knivskarp og tragikomisk satire over et samfund, der i et afmægtigt knæfald for tidens turbokapitalisme ikke blot sætter mange jobs og dermed menneskers liv på spil, men som også står i fare for at miste sine grundlæggende værdier. Veteranen Costa-Gavras har i en alder af 72 år ikke mistet sin velkendte indignation, sit politiske engagement og sin overlegne filmiske kunnen. Hvor det ofte har været de store politiske emner, der har været genstand for hans film, har han i denne film fokuseret på, hvad arbejdsløsheden i et moderne vesteuropæisk land kan gøre ved mennesker.

Med rammende samfundsanalyse og barok humor fortælles om den pæne, pligtopfyldende familiefar Bruno, der efter 15 års arbejde i en overordnet stilling fra den ene dag til den anden bliver afskediget. Firmaet har besluttet sig for ”outsourcing”, som det hedder i moderne forretningssprog. Ordet skal her dækker over den nøgne kendsgerning, at man flytter arbejdet til et østland for på den måde at formindske de faste omkostninger og dermed forøge aktionærernes indtjening. Kynisk og helt uden omsorg for dem, det går ud over.

Bruno oplever arbejdsløshedens nedbrydende konsekvenser, men en dag tager han sagen i egen hånd. Han vil tilbage i arbejde, så resolut og konsekvent begynder han at dræbe sine mulige konkurrenter til den attraktive stilling. Han kan godt se, at egentligt burde dette være en kamp, han skulle føre sammen med konkurrenterne imod ”systemet”, men i en verden, hvor alles kamp mod alle er ”loven”, er den eneste logiske konsekvens at se de andre som fjender. Derfor hans handlemåde. Nu er der endelig kommet mening ind i hans liv. Han kan igen se sig selv og sin dejlige familie i øjnene, han kan handle og se lyst på fremtiden. For stillingen vil han have.

Naturligvis skal det videre forløb ikke afsløres her, men filmens sprudlende fortællelyst og skuespillernes fortrinlige medleven, gør det til en absolut seværdig film – nervepirrende underholdende som en thriller og tænksom på den gode måde. Jeg kan kun beklage, at denne mesterlige film kun har fundet vej til få biografer og dermed et begrænset publikum. Når der endelig er en begavet voksenfilm med masser af overskud og spilleglæde – og et vigtigt emne – så kniber det med publikum. Så gør jer selv en tjeneste – se den inden den bliver taget af plakaten.

Jes Nysten

Pressebillede © Sandrew Metronome