Strings

Et klassisk eventyr

En film udelukkende befolket med marionetdukker, en helt unik form og en stemning, der bliver siddende i kroppen i lang tid. Der er mig bekendt aldrig – hverken her i landet eller andre steder – lavet en film som denne. En film udelukkende befolket med marionetdukker, hvor vi oven i købet ser de lange snore, der får dukkerne til at bevæge sig. Det lyder stift og teatralsk, men på forbløffende vis sker der det, at snorene får en aktiv og indlysende rolle i historien, vi får fortalt.

Det er det velkendte eventyr om hævn, løgn og kærlighedens magt, men fortalt i mageløse billeder fyldt med magisk stemning og højstemt musik. Vi får fortalt historien om kongesønnen Hal, der drager i krig mod nabofolket, seritterne, som har dræbt hans far – den gamle konge. Men snart finder Hal ud af, at han er blevet offer for en ødelæggende løgn, for intet er, som han i sin ungdommelige naivitet troede. De egentlige fjender er ikke dem ”derude”, men tæt – alt for tæt – på ham. Filmen vil naturligvis – som et rigtigt eventyr – også have os til at drømme om kærlighedens muligheder for at skabe fred og forsoning, ikke kun mennesker imellem, men i det store perspektiv imellem folkeslagene.

Med snorene så tydeligt til stede gennem hele filmen bliver eventyret til en fabel om, hvordan vi er forbundet med hinanden, hvordan vi alle sammen har et sted, vi er bundet til, at vor frihed som individ ikke er så absolut, som vi ellers tror, og at hvis vi vil, så kan vi – på grund af de forbundne snore – arbejde sammen på et fælles projekt. Men vi oplever også, at figurerne kan miste livet, hvis de får kappet strengen, der kommer ”oppefra” og holder deres hoved. Det er livssnoren – navlestrengen. Det vises i en meget smuk scene, hvor en baby bliver født, netop ved at denne livssnor bliver sat fast på den lilles hoved!

Måske er det ikke voldsomt dybsindigt, men trods alt fint illustreret på denne underfundige måde. Helt hvordan denne snoremetafor skal tolkes, kan være lidt svært. Men jeg kom i hvert fald til at tænke på von Kleist og Karen Blixens fascination af marionetdukkemotivet - og Johannes Jørgensens lille novelle ”Tråden ovenfra”.  

Det unikke ved filmen er således ikke selve historien, men den helt særlige form historien har fået her. Det er stemningen, der bliver siddende i kroppen lang tid efter, man har set den. Den knugende stemning på kongeborgen efter mordet på den gamle konge, understreget af en silende regn, der har en voldsom effekt – kendt blandt andet fra nogle af de store franske og japanske melodramaer. Imponerende lyssætning og kameraføring, der fanger både uhyggen i de store slagscener, men også det smukt poetiske i kærlighedsscenerne og i en forførisk stammedans. Selve dukkerne er fremstillet meget kunstfærdigt. De fleste er af træ, men helten er fremstillet af ”guld” og hans elskede lillesøster er af porcelæn!

Det er ambitiøse folk, der står bag denne film. Det bliver spændende at se, hvad deres åbenbare talent frembringer i den kommende tid.

Jes Nysten

Pressebillede © FC/SF Film