The Constant Gardener
Denne film er lidt af et særsyn i strømmen af film – en film med et klart udtalt budskab. Men det hele ville unægtelig have kunnet blive til vammel politisk korrekthed, hvis ikke manuskript, instruktion og spillet var så stærkt og overbevisende. Jes Nysten
USA-England 2005 - Instr.: Fernando Meirelles - Manus: Jeffrey Caine efter roman af John Le Carré - Medv.: Ralph Fiennes (Justin Quayle), Rachel Weisz (Tessa), Daniele Harford (Miriam), Hubert Koundé (Arnold Bluhm), Danny Huston (Sandy), Bill Nighy (Sir Bernard Pellegrin), Keith Pearson (Porter Coleridge), Richard McCabe (Ham), Donald Sumpter (Tim Donohue), Gerard McSorley (Sir Kenneth Curtiss), Pete Postlethwaite (Marcus Lorbeer), Anneke Kim Sarnau (Birgit) - 129 min. - Dansk biografpremiere 15. september 2005 - Udlejning: - Sandrew Metronome - Tilladt for børn over 15 år.
Yderligere info hos
Scope
,
IMDb
og
Allo Ciné
samt anmeldelse hos
CinemaZone.
Den standhaftige gartner
Denne film er lidt af et særsyn i strømmen af film – en film med et klart udtalt budskab. Men det hele ville unægtelig have kunnet blive til vammel politisk korrekthed, hvis ikke manuskript, instruktion og spillet var så stærkt og overbevisende.
Det er et uhyre velkomponeret og velproduceret stykke ægte folkelig underholdning, men med et klart politisk og moralsk budskab: Om grådige vestlige firmaer og deres udnyttelse af de fattigste i den tredje verden; om politisk korruption og de få - håbløst idealistiske – tabere i det kyniske internationale spil. Filmen har her i landet bibeholdt den engelske titel, og det er lidt synd, for den direkte danske oversættelse ”den trofaste gartner” - eller bedre ”den standhaftige gartner” - ville i vore danske ører give nogle fine associationer.

Vi møder den tilknappede, anonyme engelske embedsmand, Justin, der passer sit arbejde i det engelske udenrigsministerium uden engagement, men som lader sin passion komme til udtryk derhjemme i haven blandt alle sine smukke blomster. Under et foredrag bliver han overfuset af en ung kvindelig journalist, Tessa, der raser over bl.a. det engelske engagement i Irak. Dette noget overgearede udbrud tænder en uventet sympati hos den pæne Justin – og det umage par indleder et kompliceret kærlighedsforhold. Hun føler sig tryg hos ham, og han oplives af hendes livfuldhed. De to bliver gift, og Tessa tager med til Kenya, hvor hun involverer sig i sager, som hun holder hemmeligt for Justin – og han bliver mere og mere usikker både på deres forhold og på, hvad hun har for. En dag tager hun af sted sammen med en sort belgisk læge, og et par dage senere får Justin besked om, at hun er død, at hun er blevet myrdet et sted i Kenya sammen med den belgiske læge.
Justin sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket – og gennem sine rejser i Kenya og sine samtaler i England lærer han sider af sin kone at kende, som han ikke kendte, samtidig med at han opdager, at hun øjensynlig er blevet dræbt på grund af en viden om nogle af de store vestlige medicinalfirmaers betænkelige arbejdsmetoder i Kenya, og at hans egne politiske overordnede har haft en ikke ubetydelig interesse i disse slibrige affærer.
Filmen bygger på en roman af John le Carré, og han er ikke bliver mildere med årene, kan man roligt sige - måske i virkeligheden tværtimod. Vi husker vel bl.a. hans indignerede opråb imod krigen i Irak. Her drejer det sig som sagt om det komplicerede magtspil i en globaliseret verden, hvor de store medicinalfirmaer tager alle midler i brug for at erobre markedsandele, og med et ironisk sideblik til præsident Bush kalder le Carré disse firmaer for ”ondskabens akse”, så er scenen sat. Det er slibrige ting, der her bliver foldet ud, og som nævnt kunne det godt være blevet for meget – for politisk korrekt – for meget pegefinger, men fordi filmen er så eminent orkestreret af den brasilianske instruktør Fernando Meirelles, fotograferet af den talentfulde uruguayanske fotograf César Charlone, og velspillet i diverse roller, sidder vi bagefter med en fornemmelse af, at der nok er noget om snakken. John le Carré skriver selv i efterordet til sin bog, at dette er taget efter et virkeligt hændelsesforløb, men at virkeligheden langt overgår hans gendigtning. Man er lige ved at tro ham.
Jes Nysten
Pressebillede © Sandrew Metronome