Tolken

”Tolken” er en politisk thriller, hvor FN bygningen i New York danner rammen om intrigerne.

Historien går kort fortalt ud på, at titelpersonen (Nicole Kidman) en aften overhører en samtale i FN bygningen, hvor hun er ansat som tolk. Samtalen drejer sig om, at nogle personer vil myrde en afrikansk diktator, når han skal tale i FN. Hun går til politiet med sin viden. Politimanden, der har sagen (Sean Penn) er mildt sagt skeptisk over for hendes oplysninger. Han mener ikke, at hun nødvendigvis er helt ærlig. Om han har grund til det, og hvad der sker med vores heltinde på grund af hendes viden skal ikke røbes her. Nævnes skal det dog, at vor egen (som det hedder, når en dansker er involveret) Jesper Christiansen har rollen som en stærkt usympatisk sikkerhedschef. Selv om Jesper Christiansen tit kan være fremragende, er det ikke denne rolle, der vil give ham det store internationale gennembrud.



Filmen er instrueret af Sydney Pollack, som i tidens løb har lavet mange gode og interessante film, hvoraf de to mest kendte nok er ”Vore bedste år” med Redford og Streisand og ”Mit Afrika” med Redford og Streep. ”Tolken” er en typisk Pollack-film; den er fortalt i et ligefremt filmisk sprog, et traditionelt Hollywood håndværk, som sætter historien højest, uden at filmen derved bliver uinteressant. Som i så mange andre Poallck-film er den underliggende tematik modsætningen og fascinationen mellem en intellektuel, politisk bevidst kvinde og en apolitisk handlekraftig mand.



Som i ”Mit Afrika” er der også i ”Tolken” tale om en kvinde, der er opvokset i Europa, mens Penn-figuren er typisk amerikaner. Også hendes politiske opfattelse af Afrika ligger tættere på en europæisk tankegang end en amerikansk. Der er tale om en modsætning mellem en europæisk, intellektuel og emotionel tilgang til tingene overfor en mere simpel, men dynamisk og succesrig amerikansk. Penn kender en bad guy, når han se én – han har ikke brug for at tænke længe og dybt over den ting.

Amerikanerne ved intuitivt, hvad der er rigtige at gøre, de har ikke nødvendigvis de store intellektuelle og moralske overvejelser – de handler instinktivt og korrekt, mens kvindernes mere følelsesmæssige og engagerede tilgang ikke nødvendigvis bringer dem lykke, eller gør at deres handlinger er rigtige, selvom deres motiver og drivkraft moralsk er i orden.



Den mandlige amerikaner går succesrigt ud af historien, mens kvinden står tilbage som taber. Streisand kæmper stadig en håbløs politisk kamp, mens Redford har stor succes i ”Vore bedste år”, Harrison Ford bliver forfremmet, mens Kristin Scott-Thomas i ”Random Hearts” står tilbage med en ødelagt politisk karriere. I ”Tolken” løser Penns Secret Service-mand kort og effektivt de problemer, som Kidman-tolkens politisk og moralsk engagerede holdninger har bragt hende ud i.

I filmen opstår der varme følelser mellem hovedpersonerne, men som i andre Pollack film, kan kærligheden ikke vinde over de politiske og moralske modsætninger, selv om de f.eks. i ”Vore bedste år” erkender, at det er den store kærlighed, og som de udtrykker det i ”Tolken” har fælles mål, men deres holdninger og deres livsstil er for forskellig til at de kan forenes.

Pollacks film synes altid at efterlade en vis tristhed over, at det ikke er muligt at forene de to sider af USA – den intellektuelle, kulturelle og politisk liberale side med det handlekraftige ureflekterede, som er det, der giver succes, og som i sidste ende er det rigtige. Der er måske endda en vis tristhed over, at det ikke er de intellektuelle værdier, der sejrer, men den mere simple ligefremme American Way of Life. Pollack synes at nå den erkendelse, at de liberale, intellektuelle værdier er sympatiske og værd at kæmpe for, men at det forståeligt, at det er den mere ligefremme amerikanske way of life, der må sejre, hvis verden skal blive et godt sted at leve. For Pollack er der ikke en tredje vej, der forener de to størrelser.

For mig at se er det en interessant erkendelse, som er plantet i en traditionel, men velfungerende og velspillet Hollywood film. Filmen kan så absolut anbefales.

Lasse Rasmussen

Pressebillede © UIP