Vera Drakes hemmelighed

Når en kritiker som Philip French i The Observer (søndag 9. januar 2005) bruger ordet ’mesterværk’, må det tages alvorligt. French er lutter lovord for Imelda Stauntons præstation i titelrollen, som forvandles for vore øjne fra den banale optimist ('I think you need a nice cup of tea, dear’) over den varmhjertede moder til det tragiske offer. Rosen gælder også Leighs nuancerede skildring af det engelske klassesamfund ved en skillevej. Her er ingen sort/hvide skurke og helte; her er ingen sentimental medlidenhed, men dog et klart standpunkt ('It's all right for the rich if you've got six kids, but if you can't feed them, you can't love them’).

Udførlig anmeldelse af filmen hos epd film og interview med Mike Leigh hos FilmDienst.


Engelsk klassesamfund i 195oerne

En rørende og humoristisk film om Vera Drake, der i 1950’erne England hjælper unge kvinder som er kommet i ulykke.

I årevis har hun ”hjulpet” unge kvinder. Når hun har fået et praj af sin veninde, rykker hun ud med slange og sæbevand. ”Du får lidt ondt for neden, gå på toilettet når du bløder og efter et par dage er alt i orden”, slutter hun ofte besøget hos kvinderne med at sige. Hun er elskværdigheden selv. En kvinde af arbejderklassen, gør rent, passer sin mand og de to børn, kigger ind til dem der intet kan selv. Vera har hjertet på rette sted. Hun møder alle slags kvinder i forbindelse med sin ”hjælp”. En er overfladisk, fuld og ligeglad; en anden er forfærdet; en er ensom og angst; en ville gerne have barnet, men omstændighederne er umulige. Selvfølgelig er det forbudt og foregår i hemmelighed. En lille sidehistorie er at man følger den rige pige der sagtens kan få sådan noget ordnet så det ser rigtigt ud og foregår under ordentlige omstændigheder med et stempel af systemet.

En dag bliver Vera Drakes hemmelighed afsløret. Det begynder naturligvis med stor forargelse. En af pigerne er blevet syge, og lægerne vil have at der skal gribes ind over for den der foretager disse aborter. Vera anholdes midt i datterens forlovelsesfest. Ingen aner hvorfor. Hun kan ikke få sig til at sige det. Da hun på stationen får det fremstammet for manden, rykker det ikke en millimeter i hans ansigt, han viger ikke en tomme med sin kærlighed fra hende.

 

Det er en vidunderlig film der viser forskellige reaktioner og er uforudsigelig i sin beskrivelse. Der er sønnen som er forarget og ikke kan få det til at passe med sin mor. Der er datterens forlovede der forguder sin kommende svigermor og godt forstår, for hans liv var lige ved at blive spildt. Da der skal findes et karaktervidne for Vera er det umuligt. Alle hendes tidligere arbejdsgivere, som alle syntes så godt om hende, kan på grund af sagens omstændigheder ikke give en erklæring. Kriminalbetjenten ser godt hvad det drejer sig om, og man mærker ligefrem hans ærgrelse over at han fik fat i denne sag. Ingen hos politiet er i tvivl om hendes integritet – senere i fængslet passer betjentene også på hende. Men der er den holdne svigerinde, et stykke længere oppe på samfundsstigen, der absolut må give sin foragt til kende; der er dommeren der til sidst skal formane og statuere et eksempel. Man går hjem fra biografen med en overvejelse over hvordan det kan være at dannelse, rigdom, indsigt ofte sætter sig til hykleri og bedrevidenhed – man skulle tro at det ville medføre indsigt og overbærenhed.

Det er en sandfærdig beskrivelse af den engelske arbejderklasse i 50’erne; en smuk beskrivelse af sammenholdet. Filmen er både rørende og humoristisk. Jeg kan slet ikke få tankerne væk fra den lidt tumpede datter og hendes duknakkede kæreste – de er så kejtede, men de elsker hinanden og efter hans første jul i familien, som virkelig var en jul der fik Guds engle til at græde, udbryder han: ”Tak for den bedste jul!” Ingen er i tvivl! Det havde været hans bedste! Så hårdt kan livet være! - Salige er de rene af hjertet for de skal se Gud!

Peter Skov-Jakobsen
Med tilladelse af Folkekirken i København

Pressebillede © Camera Film