De andres liv
Requiem
Rhytm is it
Skjult
De skæbneløse
Stolthed og fordom
Babel
The Queen
Jes Nysten skriver om årets film.
En af de positive ting ved udbuddet af film i 2006 var, at det ikke kun var amerikanske og danske film, der blev set og værdsat. På min liste er der film fra hele fem forskellige lande, og generelt har særligt tysk film igen gjort sig bemærket i usædvanlig grad. Desværre halter det stadigvæk med de nordiske film: De får ikke en chance i danske biografer. Det er synd og skam, for svensk film udmærker sig ved til stadighed at producere intense og uhyre velspillede hverdagsdramaer.
* Jeg har valgt tre danske film. "En soap" og "Rene hjerter" er de to bedste, begge lavet af spillefilmdebutanter. Pernille Fischer Christensens "En soap" er en gribende og imponerende spillet 'sæbeopera, der forsøger at indfange kærlighedens (vild-)veje. Kenneth Kainz' "Rene hjerter" er en vittig og dybsindig fabel om det diffuse forhold mellem virkelighed og fantasi, fortalt med stor varme helt uden sarkasme og ironi. "Der var engang en dreng", af det uforlignelige makkerpar Wikke og Rasmussen, er en god, underholdende, skæv og vittig film - og et befriende eksempel på, at der godt kan laves danske folkekomedier, uden at der skal tales ned til folk på den mest klichefyldte måde.
* Jeg har valgt to amerikanske film: "Babel" bruger den gamle bibelske myte til at fortælle en ambitiøs og raffineret historie om, hvor lidt vi egentlig forstår hinanden, om hvordan sprog både kan åbne op og lukke af, og om hvordan vore liv i en globaliseret verden hænger sammen, hvad enten vi vil det eller ej. "En ubekvem historie" er en filmatisering af Al Gores stort anlagte foredrag om klodens tilstand. Det er blevet en underholdende, tænksom og interessant 'katastrofefilm' og en billedmættet filmoplevelse.
* Jeg har valgt to tyske film på min liste. "De andres liv" er en fantastisk og gribende fortælling om vilkårene under DDR-styret: Om hvordan den konstante overvågning påvirkede både dem, der forsvarede systemet og dem, der blev overvåget. Ingen kunne føle sig sikker! "Requiem" er en hjerteskærende historie om en forpint ung kvindes ensomme kamp – en kamp til døden! En kamp med ’dæmoner’. Det er ikke en traditionel sygehistorie, men et højspændt menneskeligt drama.
* Jeg har også valgt en fransk film, nemlig "Skjult": en pinefuld og påtrængende psykologisk thriller om, hvad der sker, når normalitetens pæne overflade krakelerer, og fortidens fortrængte ugerninger kræver sin ret.
* Endelig har jeg to svenske film. "Harrys døtre" handler om uafklarede familieforhold, om bristede forhåbninger, om opgør og forsøg på forsoning. Filmen ligger fint i forlængelse af Bergman-traditionen med ligeså fornemt skuespil. "Mund mod mund" er endnu et familie-drama: en film befolket med kuldslåede, nedbrudte sjæle. Det er en fortælling om ansvar og svigt – hele tiden kredsende om spørgsmålet: Har man ansvar for andre end sig selv? Lasse Rasmussen skriver om årets film:
2006 var et magert filmår. Faktisk er der kun tre film, jeg synes er værdige til en liste over årets film. Med hensyn til "Capote" lykkes det ikke alene for filmen at genfortælle historien om de meningsløse mord på en uskyldig farmerfamilie i Kansas, som er essensen i Capotes eneste berømte værk "In Cold Blood", men også for Philip Seymour Hoffman at give et dybt fascinerende portræt af den bøssede og ekstremt skabagtige forfatter. Det bedste ved filmen er dog, at den giver en glimrende beskrivelse af journalistens dilemma og i sidste ende svigt og hykleri. Capote må foregive at være ven med morderne for at få sin historie. I virkeligheden er det kun historien og hans egen succes, han er interesseret i. Det er ikke budskabet i den historie og de mennesker, han sælger, der har hans interesse. Han har en anden og mere simpel dagsorden: ham selv og hans interesser.
Clint Eastwood har begået et stor krigsfilm om slaget ved Iwo Jima. "Flag of Our Fathers" er vel at mærke kun første del. Anden del, som vi ikke har set endnu, beskriver slaget set fra japanernes side. "Flag of Our Fathers" har mindelser både om "Saving Private Ryan" og om Johns Fords "Manden der skød Liberty Valance". Som i "Liberty..." er det myten, der er vigtig at få frem: Det er den, der skal til offentlighedens kundskab. Men filmens budskab er, at heltemyten er forløjet: Helte findes ikke, kun mennesker der gør en indsats. Filmen beskriver glimrende hovedpersonernes kvaler ved at leve op til myten og den udnyttelse, de er udsat for. Samtidig er det en usminket skildring af krigens gru – en gru man undertiden glemmer, når nutidens krige i medierne nærmest beskrives som computerspil. Samlet set er det tematisk en meget typisk Eastwood film: Her er afstanden mellem myte og mand; her er det lidt mørke syn på manden, som kun kan få sit professionelle liv til at fungere, mens det i privatsfæren og følelsesmæssigt kun sjældent fungerer. Endelig beskriver denne film, som så mange andre Eastwood film, at det kun en enkelt gang i livet, at en begivenhed er så voldsom, at den er skelsættende for resten af livet, også fordi det er den begivenhed, hvor man kommer mest i nærkontakt med sit indre jeg.
"The Queen" giver en spændende og fascinerende indsigt i stive engelske kongehus - en kongefamilie, som har meget svært ved at tilpasse sig de moderne tider, og som lever afsondret fra det folk, de skulle tjene. Der spilles glimrende i alle roller, ikke kun af Helen Mirren i hovedrollen. Det mest spændende ved filmen er dog skildringen af Tony Blair - manden, som vil bevare de grundlæggende værdier i det engelske samfund, modsat mange af hans rådgivere, men som alligevel indser, at det er nødvendigt at forny dem, hvis værdierne skal overleve i en moderne verden.
|