Babel

Fortællingen om tårnbygningen i Babel i 1. Mosebog kap. 11 beskriver straffen for menneskers ambitioner om at nå 'guddommelige højder': Gud spredte menneskene, der oprindeligt var en enhed, rundt på kloden i en tilstand af forvirring - langt fra hinanden og ude af stand til at forstå hinanden. Den selvfølgelige kommunikation var brudt sammen. I en moderne globaliseret verden bliver begge elementer i den gamle fortælling mere og mere indlysende: Vi forstår ikke hinanden, vi har svært ved at kommunikere, og alligevel så hænger vore liv sammen på tværs af lande- og sproggrænserne.

Den mexicanske instruktør Alejandro González Inarritu forsøger ambitiøst og raffineret at gennemspille dette tema ved i filmen at sammenknytte fire umiddelbart forskellige historier. Dette er hans tredje film sammen med manuskriptforfatter Guillermo Arriaga, og ligesom de to forrige "Amores Perros" og "21 Grams" er den bygget op over denne karakteristiske historiesammenfletning. "Babel" bevæger sig mellem Marokko, Japan, USA, Mexico. Vi møder en fattig marokkansk fårehyrdefamilie; et amerikansk ægtepar, der er på busferie for at få styr på et vaklende ægteskab; en i USA illegalt arbejdende mexicansk kvinde, der tager de to børn, som hun passer, med til sin søns bryllup i Mexico; og endelig møder vi en traumatiseret døvstum pubertetspige i Tokyo. På afgørende vis vikles disse historier eller bedre: skæbner sammen i et - deprimerende - mønster på tværs af lande- og sproggrænser, men uden at de agerende får en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen.

Inarritu opbygger et intenst og vedkommende univers med overbevisende og velspillede enkelthistorier, der så efterhånden viser sig at hænge sammen, men man sidder tilbage med en usikkerhed, om han her opviser et moderne, kynisk tilfældighedernes spil, eller han er havnet i en tung fatalisme. Af enkelthistorierne er det kun den fra Tokyo om pubertetspigen, der når frem til en form for afklaring og forsoning med sin situation - de andre fornemmes som ganske uafklarede. Filmen fokuserer på de personlige skæbner, men lader alligevel det amerikanske ægtepars ulykke i Marokko få antydninger af storpolitiske overtoner.

Det, der nok er det mest påfaldende og interessante i dette drama er, at det viser sig, at det er de mennesker, der er knyttet tættest til hinanden, der har sværest ved at kommunikere. Den amerikanske turist i Marokko kan bedre kommunikere med den marokkanske bonde, der hjælper ham, end han kan med sin kone. Den japanske pige kommunikerer bedre med en tilfældig politimand end med sin far. I det hele taget lader filmen børnene stå som de egentlige "tabere" - de voksnes uformåen låser børnene fast. Filmen bør afgjort ses - også selv om den efterlader en med flere uafklarede spørgsmål. Det kan også være en films styrke.

Jes Nysten

Pressebillede © Nordisk