Masaiernes påståede manglende integration i det moderne samfund ser man ikke meget til i den nye tyske film ”Den hvide masaier”, hvor masaikrigerne går på diskotek i en moderne kenyansk storby, inden de vender hjem til landsbyen i provinsen Samburu. Men naturligvis har de visse skikke og overbevisninger, som efter vor opfattelse er primitive og forældede.

Udgangspunktet er den hvide kvindes, og skuespillerinden Nina Hoss gør fremragende fyldest som den blonde blåøjede unge skønhed Carola, der med en naiv turists åbenhed og en vesterlændings snæversyn kaster sig ud i et umuligt kærlighedsforhold til masaikrigeren Lemalian.

Filmen bygger på et autentisk tilfælde, nemlig den svejtsiske kvinde Corinne Hoffmann, som til gengæld for det mislykkede forhold omsatte sine oplevelser i en bog, der er blevet en international bestseller – udgivet på 16 forskellige sprog – og nu altså også forlæg til denne film. Men hvor autentisk filmens baggrund end måtte være, så afhænger dens sandhedsværdi i dybere forstand af noget helt andet.

"Den hvide masai" går en faretruende balancegang mellem åbenhed og nyfigenhed. Det er en historie, som pirrer vor nysgerrighed efter de private – herunder de seksuelle – udtryk for, hvad der sker, når sådanne kulturelle og racemæssige modsætninger mødes. Der er uden tvivl nogle, som vil opleve den balancegang negativt og konkludere, at grænsen til spekulation overskrides, og at der i øvrigt kommer for lidt ud af filmens mere end to timers varighed. Jeg mener dog, at Nina Hoss’ portrættering af den hvide kvinde er så overbevisende og rigtig, at den modvirker den ubalance.

Tilbage står, at filmen på et vist niveau i hvert fald underholder med sine flotte billeder fra Kenya, flere gode skuespilpræstationer og solidt fortællehåndelag af instruktøren Hermine Huntgeburth, som i Tyskland fik sin egen ’bestseller’ med børnefilmen ”Bibi Blocksberg” (2002).

Bo Torp Pedersen

Pressebillede © FC/SF Film