Der var engang en dreng, der fik en lillesøster med vinger

Det originale makkerpar Wikke og Rasmussen er tilbage på lærredet med endnu en af deres skæve og meget charmerende filmiske stikpiller til familien Danmark – for hele familien Danmark. Der er dog noget forkert ved at betegne denne film som en 'børnefilm'. Den er ligeså lidt som de tidligere film "Hannibal & Jerry" og "Flyvende farmor" tænkt så fokuseret, for både når de to herrer laver TV og film, handler det om at vække fantasien – altså den intelligente af slagsen - uanset om den sidder i hovedet på en 9årig eller en 60årig. Temaet er hver gang det kendte men uopslidelige: at turde give slip, at turde trække sig ud af normalitetens greb, få luft under vingerne og se det hele lidt fra oven.

I denne film sker dette bogstaveligt talt ved, at Kalle får en lillesøster Lille med vinger. Nu er de en rigtig kernefamilie: far Palle og mor Trille og Kalle og lille Lille. Alligevel er det ikke en helt almindelig dansk kernefamilie, for Lille er ikke normal. Både lægen og damen fra kommunen er sikker: Det, som Lille har på ryggen, er ”hudlapper, hudlapper, hudlapper” (”det burde man have set ved scanningen”, som lægen hovedrystende mumler), og de må skæres væk, så barnet kan blive normalt. Kalle er helt sikker på, at det er vinger, for han har engang på en cykeltur set Lille flyve af sted. Men far Palle og mor Trille vil så gerne leve et rigtigt almindeligt kernesundt familieliv, så de bliver overtalt til at få disse gevækster skåret væk på privathospitalet Plastic Palace. Nu bliver det for Kalle en kamp mod uret. Han skal nå frem og redde lille Lille inden indgrebet og bevise, at det i virkeligheden er dyrebare vinger. På denne jagt får han følgeskab af den store klodsede men hjertensgode Alf, der er den stolte ejer af en Cadillac DeVille fra 1959, men rejsen er - som sådan en skal være - fyldt med forhindringer og uheld. Som i et rigtigt eventyr kommer de både til Pandekage-huset og møder en sort (!) Snehvide og hendes syv knap så små dværge. Det er kun lige akkurat, de når frem til tiden.

Igen er genren filmmusicalen. Som sædvanlig er musik og sang afgørende bestanddele af Wikke/Rasmussen-universet. Når som helst og hvor som helst bryder personerne ud i sang, og rigtige ørehængere er det blevet til. Det lange mellemstykke i filmen, hvor Kalle og Alf er på vej, er nok lige rigeligt langt og uden tilstrækkelig fremdrift, men de medrivende og sprudlende sangoptrin opvejer det tunge og skaber en egen bizar lethed, så vi virkelig får lov til at flyve af sted sammen med lille Lille. Skuespillerne nyder tydeligvis denne løssluppenhed: Der synges, danses, gestikuleres og spilles på livet løs og med tungen lige i munden. Vi, der kigger på, nyder det - i hvert fald så længe det står på. Filmen giver appetit på at gense parrets gamle klassikere, og op til premieren på denne film har Christian Monggaard fået udgivet en fyldig og stofmættet bog om parret.

Jes Nysten

Pressebillede © SF Film