Et klassisk eventyr

En både gribende og imponerende spillet ”sæbeopera”, der forsøger at indfange kærlighedens (vild)veje. Mennesker mødes og sød musik opstår. Eller hvordan er det nu? Den kontante og (på overfladen) selvbevidste Charlotte er lige flyttet ind i en toværelses i Københavns nordvest-kvarter. Hun har forladt sin kæreste og sidder nu der i en tom lejlighed kun med sin seng, flyttekasser og en besværlig standerlampe. Hun ved knap nok selv, hvad hun vil med sit liv. Hun har korte og kontante one night-affærer, gider ikke involvere sig. Men vi fornemmer alle, at der inde bag ved gemmer sig en smerte og skrøbelighed, som nu og da er ved at tage magten fra hende.

I lejligheden ovenpå bor den transseksuelle Ulrik - eller Veronica, som han vil kaldes. Han bor i en overfyldt og romantisk kitch-lejlighed med sin lille hysteriske puddel Miss Daisy. Han tjener lidt penge ved at tilbyde allehånde sex, men er mest optaget af, at han forhåbentlig snart kan få en kønsskifteoperation. Nu og da dukker en velmenende mor op, som imidlertid konsekvent kalder ham Ulrik, og som kun kan være der kort, fordi manden – altså Ulriks far – ikke må vide, at hun besøger ham. Ulriks, nej Veronikas, største fornøjelse er at følge med i en ægte soap i fjernsynet ”Days with love”, for her får de ”ægte” følelser lov til at blomstre.

Disse to modsætninger mødes, og et sært forhold opstår. Roller prøves af og byttes om – klicheer og fastlåste holdninger sættes på spil. En stor lille film  Filmen er Pernille Fischer Christensens debutfilm, og den har allerede opnået stor hæder i Berlin, hvor den fik hele to priser. Det er et kammerspil – udelukkende optaget i de to lejligheder. Det hele kan virke både gråt og klaustrofobisk. Alligevel er der meget liv og glæde i filmen, for disse to kuldslåede eksistenser finder sammen i et fællesskab, der bringer masser af lys ind i denne tristesse. Der er endnu engang Kim Fupz Aakeson, der har skrevet den vittige og mundrette dialog, og de to skuespillere løfter for alvor filmen. Trine Dyrholm spiller som Charlotte endnu en af sine eminente ”grimme” unge kvinder. Hun tør virkelig udfordre alle tænkelige klicheer om, hvad en ung skuespiller kan. Hun ligner mere og mere sin generations store diva. David Dencik giver hende et imponerende modspil som den transseksuelle Ulrik eller Veronica. Skrøbelig, sentimental kærlighedshungrende men også reel og med vilje til at træde i karakter, da det virkelig gælder. Der bliver spændende at følge Pernille Fischer Christensens videre karriere.

Jes Nysten
Med tilladelse af Folkekirken i Roskilde Stift

Pressebillede © Nordisk