Gasolin

Umiddelbart virker det besynderligt, at en dokumentarfilm om et orkester, der ikke har været sammen i 30 år, er gået hen og blevet en gigantisk filmsucces. Det er tilsyneladende ikke kun os gamle, der delte ungdom med disse fyre, og som kan svømme hen og blive nostalgiske, men også de helt unge, der er vilde med filmen – og må man gå ud fra - de fire ældre herrer på lærredet. Men det er også en vidunderlig film – fuld af spræl, eftertænksomhed og smittende livsglæde.

Sjældent er man i den grad blevet smittet af så megen – tør jeg skrive dansk?! – livsklog humor og umiddelbar varme. Der klippes mellem de fire herrer anno 2005 og sort-hvide tilbageblik på deres karriere i 70’erne. Vi hører dem hver især fortælle deres historie og deres – meget forskellige – udgaver af samværet dengang. Det var ingen hemmelighed – heller ikke dengang - at der var uoverensstemmelser mellem navnlig Kim Larsen og Franz Beckerlee, men her bliver det fortalt med overrumplende ærlighed og varme – og med nye detaljer! Man kan godt undre sig over, at der kom så megen energi og smittende humør ud af et samspil, der efter de to kombattanters udsagn var helt uden glæde! Filmens interesserer mest som disse ældre herrers fine, detaljerige fortællinger om deres liv og fælles år dengang, mere end som en musikfilm. Det er på fornemste vis formidling af levet liv, netop også fordi vi får historien set gennem disse forskellige gemytter, og så kan man, når man selv har levet i København og indåndet 70er-livet der, ikke andet end blive lidt vemodig, for hold da op hvor virkede livet let og ukompliceret dengang - i hvert fald i et nostalgisk tilbageblik sammen med ”Gasserne”.

Anders Østergaard har skabt et fornemt portræt udfoldet med stor kærlighed til emnet og med dygtig og kontrolleret udnyttelse af dokumentarismens mange filmiske muligheder. Filmen vil leve længe både som dokumentarfilm og som hyldest til disse evigt unge drenge.

Jes Nysten

Pressebillede © Sandrew Metronome