Filmens originaltitel kræver en kort forklaring. "Masjävlar" er et gammel udtryk, der bedst kan oversættes med "de sataner fra Dalarna". Ordet "masjävlar" er udviklet af "masar" og "Dalmasar". Men vi har altså med endnu én af de moderne svensk film at gøre, der tager udgangspunkt i modsætningen mellem storbymiljøet og landbomiljøet.

Hovedpersonen Mia er 30 år, enlig og en moderne karrierekvinde, som har boet og arbejdet 15 år i Stockholm. Da hendes far bliver 70 år, rejser hun hjem til Dalarna for at være med til at fejre ham. Familien håber stærkt, at hun ikke blot vil komme på visit, men vil vende 'hjem' permanent. Forholdet til hendes ældre søstre Eivor, gift, og Gunilla, nyskilt, er blandet, og det viser sig hurtigt, at det er dette søskendeforhold, som er centralt i filmen – i en grad så man får associationer til Anton Tjekhovs berømte drama ”Tre søstre” (1902).

Ambitioner, længsler, skuffelser, sårede følelser, manipulationer, osv. præger søstrenes forhold, og det er relationer, som rejser etiske spørgsmål og dilemmaer både for personerne selv og for tilskuernes eftertanke.

Selv om både motiver og temaer således er oplevet før, lykkes det Maria Blom at forlene filmen med en vedkommende friskhed. Ikke mindst er der en god og træffende dialog, som er med til at vise os hovedpersonernes sårbarhed og alle de følelser, der ligger bag overfladen. På overfladen kan flere af personerne virke excentriske, men aldrig karikerede, tværtimod forlenes de efterhånden med megen varme. Instruktøren balancerer fint mellem komiske og tragiske elementer, og man kun håbe, at Maria Blom, født 1971, kan følge sit teaterarbejde og denne filmdebut op med andre vellykkede film.

Bo Torp Pedersen

Pressebillede © Memfis Film