"So ein Ding müssen wir auch haben", har instruktøren og manuskriptforfatteren Johannes Brunner sikkert tænkt, da han så Robert Altmans „Short Cuts“ (1993) eller Paul Thomas Andersons ”Magnolia” (1999). Brunner når aldrig Andersons højder eller dybder, men er uden problemer den overvurderede Robert Altmans ligemand. Med disse indforståede film-bemærkninger vil jeg gøre opmærksom på, at den tyske instruktør formodentlig har nogle forbilleder for den måde, hvorpå han har gestaltet sin film ”Oktoberfest”. Det er én af de filmfortællinger, hvor vi på skift følger en lang række meget forskellige personer i et afgrænset univers, hvor deres veje af og til nærmer sig hinanden, berører hinanden eller krydser hinanden.

Johannes Brunner er fra München og benytter den årlig musik-, mad- og ølfest som ramme og som univers. Den særlige sydtyske folkefest tiltrækker ikke blot tyskere fra alle egne af forbundsrepublikken, men også mennesker fra den ganske vide verden. Den er en perfekt, hektisk kulisse for disse stykkevise historier om menneskers forviklede liv, fortvivlelse, skuffelse, forhåbninger, flirt, længsel, kærlighed, osv. osv.. To af de markante personer, som i en ’normal’ fortælling ville have været dominerende hovedpersoner, er orkesterlederen Max og hans desillusionerede kone Birgit (spillet af Barbara Rudnik, den ene af de kun to stjerner i skuespillerflokken). Men reelt er de italienske turister og de japanske bryllups-rejsende ligeså markante personer, for ikke at tale om den franske sorte køkkenassistent, veninderne Katrin og Lisa der er på mandejagt, den ansvarsløse far som ’glemmer’ sine børn (han spilles af filmens anden stjerne, Peter Lohmeyer, kendt som en ganske anden far i Das Wunder von Bern ), politichefen som påmindes om en ulykke for mange år siden af en mystisk ung mand i rullestol, eller den skrøbelige familie som ikke længere kan få sit ’telt’ til at løbe rundt.

Brunner har gjort meget ud af at gengive det autentiske miljø, men holder klar afstand til noget, der kunne ligne en turistreklamefilm for München. Tværtimod er det, som tematisk holder sammen på alle disse beretninger, en afmytologisering af øl-festen, kort sagt: Det skulle være så festligt og sjovt alt sammen, men det bliver ikke andet end et skalkeskjul for en masse bristede forhåbninger og ganske få lyspunkter. Alt i alt en solid, meningsfuld og underholdende film, som burde have gået i 10-20 danske biografer.

Bo Torp Pedersen

Pressebillede © Bayerischer Rundfunk (BR)