Parfumen: Historien om en morder

Forskruet eller dybsindigt?

Jeg var i Nice for et par år siden og besøgte bl.a. et berømt parfumeri. De havde ansat flere såkaldt "næser" til at hjælpe med at finde nye og interessante dufte og kombinationer til fremtidige parfumer. i virkeligheden! Jeg kan ikke huske hvor mange forskellige dufte, de kunne skelne imellem, men det var et astronomisk antal. Filmen handler om én af de mest særprægede "næser", der har eksisteret: Jean-Baptiste Grenouille. Han blev født i Paris 1738 og døde i 1767, efter at have myrdet et par og tyve kvinder!

Denne bizarre historie forevigede den tyske forfatter Patrick Süskind i sin bog "Parfumen - historien om en morder", der udkom på dansk i 1985. Den vakte af gode grunde opsigt: dels på grund af den gruopvækkende historie om en massemorder, dels på grund af det præcise gennemarbejdede kulturhistoriske materiale, der her blev fremlagt. Filmen følger bogen temmelig nøje, og det er på en og samme tid dens styrke og dens svaghed: Dens styrke, fordi det er en meget spektakulær og spændende historie, der skal fortælles; dens svaghed, når bogens ironiske distance til historien og dens fokusering på lugtesansen skal omsættes i billeder.

Midt i den utrolige stank og usselhed, der rådede på datidens parisiske fiskemarked, blev denne Jean-Baptiste født på gulvet i en af boderne. Hans mor smed ham i en bunke af affald umiddelbart efter hun havde skåret navnestrengen over; hun var på arbejde, og han var, mente hun, dødfødt som de andre, hun tidligere havde født. Men han overlever og ad krogede (vild)veje kommer han til Paris og bliver ansat hos den ansete parfumør Baldini. Den unge mand har tilbragt sin barndom i alskens stank og svineri og har øjensynlig ad den vej fået skærpet sin lugtesans, så han hurtig bliver Baldinis triumfkort. Jean-Baptistes næse er enestående, så han kan fabrikere den ene vidunderlige parfume efter den anden. Men han er på jagt efter en endnu mere subtil duft end alverdens fine parfumer: Han vil indfange og fastholde duften af mennesket, af kvinden! Han har altid været behandlet som et misfoster og aldrig oplevet nærhed, skønhed, kærlighed, så al det vil han indfange i den ultimative "parfume". Derfor må han - i den højere sags tjeneste - myrde en snes kvinder for at fange deres dufte. Hvordan dette eksperiment forløber, skal ikke røbes her, men spektakulært er det!

Filmens instruktør Tom Tykwer var nok den tyske instruktør, der for alvor fik skabt opmærksomhed omkring den nye tyske film, bl.a. med den raffinerede "Lola rennt" tilbage fra 1998. Også i denne Hollywood-produktion fornemmer man hans sikre greb om historien, hans glæde ved detaljen, ved tidsbilledet, ved det rigtige tempo, men dette greb slippes hen mod slutningen, da fortællingens noget bombastiske symbolik for alvor skal foldes ud. I en bog kan det lade sig gøre at blande genrerne, men på film risikerer det hele at blive forsimplet og pinligt, også fordi Süskind i sin bog holder en ironisk distance til sin historie og sine figurer, men den mangler i filmen, så man næsten kommer til at føle sympati!

Man kan affeje det hele som en letbenet tåbelighed, eller man kan se det som en interessant allegorisk historie om forførelse, om magt, om (falske) frelserskikkelser. Både Süskind og Tykwer er jo tyskere! Eller set den som et billede på kunstneren, der (mis)bruger sine medmennesker for at kunne producere stor kunst. De mange - og skæve - henvisninger til Kristus skal man vist være lidt varsom med at overfortolke. Men filmen er elementært spændende og bestemt interessant.

Jes Nysten

Pressebillede © Nordisk