Anders Morgenthaler har med denne sin første lange biograffilm besluttet sig for at lade sin kritiske røst komme til udtryk. Han er ellers mest kendt for sine skæve, ironiske og temmelig tvetydige tegneserie-striber og tv-programmer, men her toner han rent flag, og han siger selv om projektet: "Jeg er ikke forarget. Jeg er ikke ny-puritansk. Men jeg har en mening om det, og jeg er virkelig træt af den der 'frigjorte' ligegyldighed over for pornoficeringen". Det er således ikke kun selve branchen, han er ude efter, men hele den måde den har gennemsyret vores hverdag og samliv – i reklamerne, i kunsten, i TV, ja alle steder.

Filmen er en interessant blanding af animation og fingeret hjemmevideo. Animationen lægger sig tæt op ad den japanske anime-genre, der er kendetegnet ved sin ekstremt stiliserede billeder, hvor figurerne mere fremtræder som typer end som individuelle personer. Princess er pigen Christinas kunstnernavn. Den danske pornoindustri har spundet guld på hendes film, men nu er hun pludselig død, og hendes bror, August, vender hjem til Danmark – dels for at undersøge omstændighederne omkring dødsfaldet, dels for at tage sig af Christinas 5-årige datter Mia. August har gennem nogle år været ude som missionerende præst, men nu kalder de nære relationer! Han finder Mia hos en gammel bordelmutter og får hende modstræbende med sig. Hurtigt finder August ud af, at Mias mærkelige opførsel nok hænger sammen med de mærker, som hun har på kroppen, og det - sammen med hans møde med det slibrige pornomiljø – får ham til at gå amok. Den idealistiske, pæne, men dybt naive præst forvandler sig til en klassisk hævner, der i godhedens navn spreder død og ødelæggelse omkring sig.

Som nævnt er Morgenthalers holdning klar, men han er heller ikke mere naiv og enøjet end han er i stand til at udvide perspektivet: Hvad opnår denne hævner? Er det virkelig vejen frem i bekæmpelse af et onde? I de sporadiske hjemmevideooptagelser bliver det mere og mere tydeligt, at August måske i virkeligheden i ungdommelig naivitet har været med til at skubbe søsteren ud i snavset, så hans vendetta måske mere bliver en (selv)renselse end egentlig retfærdig hævn?! Slutsekvensen er nok en tanke værd.

Det er ganske påfaldende, som der optræder præster i diverse kunstværker i disse år – og altså også her. Tankevækkende eller urovækkende? Endelig skal det nævnes, at "Princess" er en film kun for voksne - en seværdig film, dels på grund af formen, dels på grund af de interessante moralske dilemmaer, der ridses op.

Jes Nysten

Pressebillede © Nordisk