Requiem

Se også IMDb og AlloCiné.

Uhyggeligt familiedrama

I begyndelsen af 1970’erne udspandt der sig en uhyggelig familietragedie i Bayern, der chokerede og gav genlyd i hele Europa. En ung katolsk kvinde, Anneliese Michel blev af sin familie udsat for djævleuddrivelser i et omfang (65 seancer i løbet af et år), så hun til sidst døde af udmattelse. For at ingen skal være i tvivl indledes den tyske film "Requiem" med oplysningen om, at filmen er baseret virkelige begivenheder.

I "Requiem" hedder pigen Michaela Klingler. Hun er 21 år og bor sammen med sine forældre i en sydtysk, katolsk landsby. Hun lider af epilepsi i svær grad, men får trods sygdommen overtalt forældrene til, at hun må flytte til Tübingen for at læse pædagogik på universitetet og bo på kollegium. Her oplever hun for første gang frihed og selvbestemmelse. Hun får en veninde og indleder et kærlighedsforhold. Men trods medicin får hun stadig epileptiske anfald, og efterhånden bliver hun overbevist om, at hun er besat af djævelen. Hun kan ikke holde om den rosenkrans, hun meget symbolsk har fået af sin strenge mor, hun kan ikke nærme sig krucifikset på væggen. Dæmonerne har overtaget styringen af hendes liv, men det gør hun alt for at skjule for omverdenen. Hun er en meget flittig student, overanstrenger sig med en opgave og bryder til sidst sammen. Veninden vil gerne have hende indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men kæresten vælger at bringe hende hjem til forældrenes kærlige pleje. Begge forældre går med til djævleuddrivelse anført af en ung fanatisk præst. Skønt Michaela er både belæst og begavet, fornægter den massive katolske opdragelse sig ikke. Hun er meget optaget af Den hellige Katharina, der døde som martyr og endelig opnår hun sin mors kærlige pleje, som hun tidligere har savnet. Michaela kommer selv til den erkendelse, at uddrivelserne er den eneste løsning. Hun kender ikke diagnosen for skizofreni, nemlig at motorisk uro går hånd i hånd med hallucinationer og vrangforestillinger. Da filmen slutter, er eksorcismen først lige begyndt.

I 2005 blev der lavet en amerikansk film med samme tema, " The Exorcism Of Emily Rose " – en horrorfilm, der i sin form ligger meget langt fra virkeligheden og først og fremmest gerne vil fungere som gotisk underholdning. Instruktøren af "Requiem" Hans-Christian Schmid er gået den modsatte vej. Han har genskabt 70’ernes socialrealistiske æstetik i al dens grimhed: Brunt, gråt og vissengrønt tilsat fedtet hår og godt med bumser i ansigtet på filmens unge persongalleri; en afdæmpet fotografisk stil, der fungerer, men ikke gør særligt væsen af sig. Det giver også filmen en sjælden autenticitet og stor styrke, at Sandra Hüller, der spiller Michaela, er almindelig køn, men lidt usmart og klodset og særdeles realistisk i de epileptiske anfald; en stor præstation, der gav hende en Sølvbjørn på årets Berlin Festival. Fremhæves skal også Burghart Klaussner som den vege far.

"Requiem" vækker minder om Ken Loachs Laing-inspirerede " Familiy Life ", der udspiller sig i 70’ernes England og tilsvarende er baseret på faktiske begivenheder. Ifølge Laing skyldes skizofreni først og fremmest opvækst og miljø, og det er tydeligt, at både den engelske og tyske pige lider under deres frygtelig dominerende mødre. Kvinder, der i deres selvforståelse mener, at være de eneste, der kan bedømme døtrenes situation, men som viser sig at være decideret livsfarlige at omgås. Den aura af case story, som "Family Life" ikke slipper helt udenom, er ikke på spil i "Requiem". Den tyske film er fremragende, dramatisk story-telling med det uhyggelige perspektiv, at virkeligheden aldrig overgås af fiktionen.

Hvor utroligt det end lyder, er dæmonbesættelser – dette levn fra middelalderen – igen blevet et tema, der diskuteres i visse religiøse kredse. Måske er det den aktuelle årsag til, at katolske Hans-Christian Schmid har valgt at advare imod en religiøs fanatisme som afløser for sund fornuft. Så gå og se! Filmen fortjener det.

Ulla Hjorth Nielsen

Pressebillede © Miracle Film