Mainstream film med kristne træk og symboler

Hos nogle vækker det sikkert store forventninger; andre er ganske givet fuldstændig ligeglade, for hvordan i al verden kan denne efterhånden 60-årige tegneseriefigur i den fjollede dragt stadigvæk gøre krav på opmærksomhed? Spørgsmålet er relevant nok, men jeg må trods alt sige, at vi ikke kan komme udenom Superman, hvis vi vil have en fornemmelse af en vigtig del af vores fælles kommercielle mytologi, der trækker kraftigt på kristne forestillinger, og det gør ikke mindst denne nyeste i rækken af Superman-film.

Superman har været væk fra Metropolis i fem år - og savnet i den grad af byen som helhed og i særdeleshed af Lois Lane, journalisten på avisen Daily Globe. Hun og Clark Kent alias Superman var forelskede i hinanden, men for ham var pligten til at redde verden større end følelserne. Nu har hun imidlertid skrevet artiklen "Hvorfor verden ikke har brug for Superman!" - og har endda fået den prestigefyldte Pulitzer-pris for. Hun er desuden blevet forlovet og har en søn, der er omkring 5 år (hm, hm). Superman har været hjemme i Ensomhedens Fort på Nordpolen, hvor hans udødelige rum-far Jor-El endnu engang indgiver ham både mod og visdom - og sender ham tilbage til jorden med ordene "du er ikke én af dem" og "faderen bliver som sønnen, og sønnen bliver som faderen". Så er vi på sporet!

Savnet har Superman som sagt været, for verden er blevet mere kompliceret og voldelig. Desuden er ærkeskurken Lex Luthor blevet løsladt før tid - pga. god opførsel - og alle ved, at når Lex er ude, er verden i fare. Men så er der jo Supermans menneskelige, alt for menneskelige alter ego: fumlehovedet Clark Kent, som ingen øjensynlig har savnet i de fem år - mindst af alt selvfølgelig Lois! Han dukker bare op en dag på redaktionen. "Hej med dig!"

Da vi således endelig har fået sceneriet og personerne på plads, udvikler filmen sig temmelig konventionelt og forudsigeligt. Filmen er for lang og uinspireret. Skuespilleren Brandon Rouths udgave af Superman virker stiv og uden dynamik; han ligner dog påfaldende dem 'rigtige' Superman, spillet af: Christopher Reeve, som denne film er dedikeret. Lex Luther spilles denne gang af Kevin Spacey, der gør Lex for sofistikeret og kontrolleret.

Det virkelig interessante og forbløffende i "Superman returns" er de mange tydelige kristne træk og symboler, der anvendes, selv om dette er såkaldt mainstream film, der skal tiltale det størst mulige publikum. Der er flere af disse træk end i tidligere Superman-film, og de kommer fra det førnævnte citat af rum-faderen Jor-El over korsfæstelse og død til genopstandelse. Det afgørende nye er, at Lois' søn naturligvis er 'den rigtige søn'. Derfor slutter filmen også med Superman siddende ved drengens seng, og vi hører faderens stemme gentage: "Faderen bliver som sønnen, og sønnen bliver som faderen". Magten gives videre! Dette får ekstra tyngde og patos, da stemmen tilhører Marlon Brando, der oprindeligt spillede Jor-El, hvilket i sig selv er et eksempel på genopstandelse!

Jeg vil anbefale, at man ser filmen for at blive opdateret på dette særprægede stykke mytologi, men jeg vil mene, at det vil kræve megen kreativitet og tilskæring, hvis man skal bruge den som oplæg til en diskussion af kristne temaer.

Jes Nysten

Pressebillede © Sandrew Metronome