| 31-12-2007 |
|
| 21-12-2007 |
I am Legend En science-fiction film om den sidste mand i live burde kunne give anledning til mange pudsige episoder og megen spænding, men desværre er den alt for ulogisk og for perspektivløs til, at man kan holde interessen fangen. Lasse Rasmussen |
| 21-12-2007 |
Børn Med alle de rosende ord, denne islandske film har fået med på vejen – og prisen som bedste film på Copenhagen International Filmfestival, var det med spænding, at jeg satte mig til rette i Gloria biografen. Men sjældent er jeg blevet så forundret! Hvorfor alle disse roser? Filmen fremstår som en velmenende, men forkrampet og utroværdig skildring af livet i yderkanten af det moderne islandske samfund. Jes Nysten |
| 14-12-2007 |
På himlens kant En meget kompleks fortælling om to generationer af tyskere og tyrkere, hvis veje mødes eller lige netop ikke mødes. Et raffineret fortalt, tvetydigt drama om en tyrkisk verden, som er en helt anden verden, også når den ligger midt i en vesteuropæisk storby. Bo Torp Pedersen |
| 06-12-2007 |
Ekko Psykologisk drama om far-søn og far-kvinde forhold med mange kvaliteter og enkelte uklarheder. En ’ferie’ bliver til et mareridt. Arne Kristophersen |
| 06-12-2007 |
Dykkerklokken og sommerfuglen Redaktøren for den franske udgave af modebladet Elle får som 42-årig en hjerneblødning og bliver ramt af ’locked in’-symdromet, hvor kroppen er lammet fra top til tå, mens hjernen fungerer upåklageligt. Filmen skildrer usædvanligt indlevende og bevægende den usædvanlige historie om et usædvanligt liv. Louise Rasmussen |
| 06-12-2007 |
Det gyldne kompas Det er intet mindre end menneskets frie vilje, der er på spil i denne visuelt storslåede, tempofyldte og inciterende filmatisering af første bind af Philip Pullmans intelligente og provokerende trebinds fantasy-serie. Jes Nysten |
| 30-11-2007 |
Dobbeltspil En kriminalforfatter der har tjent en formue på sit forfatterskab, måler sit vid og sin intelligens mod en arbejdsløs skuespiller, der er stukket af med hans kone. De indgår et system af aftaler i et spil, og Shaffers skuespil fremtræder i Branaghs instrukton som traditionel filmet teater. Jørgen Lund |
| 30-11-2007 |
Paranoid Park Gus van Sant har gennem hele sin karriere fortalt historier om unge utilpassede drenge. Denne film er et af hans skarpeste portrætter af en sådan 'træng' ung mand - med en gribende historie, overbevisende figurgalleri og udsøgt filmisk håndværk. Jes Nysten |
| 21-11-2007 |
Vi ses igen Louis Malles film fortæller om en skole i Frankrig under Anden Verdenskrig. Den nye dreng er i virkeligheden en jøde, og det skaber udfordringer og problemer. Filmen er blevet en skæbnesvanger smuk historie om venskab, frygt og tab. Anne-Katrine Buch |
| 23-11-2007 |
Daisy Diamond Den uomtvisteligt talentfulde danske filminstruktør Simon Staho har endnu ikke fået sit gennembrud hos det store publikum herhjemme. Det lykkes nok heller ikke med denne mørke og knugende film. Men filmen er ikke desto mindre en imponerende konsekvent og stilfuld studie i tilværelsens mørke sider. Jes Nysten |
| 23-11-2007 |
12:08 øst for Bukarest Langtrukken og kedelig snakkefilm, der – formodentlig berettiget – stiller spørgsmålstegn ved, om der skete en egentlig revolution i Rumænien, da diktatoren Ceauşescu blev afsat i julen 1989. Bo Torp Pedersen |
| 23-11-2007 |
I’m not there Fragmentarisk og springende film om sangeren Bob Dylan, hvis personlighed er fordelt på flere forskellige skuespillere. En enkelt ansats til interessant perspektivering drukner i forvirringen. En anstrengende og lidet givende oplevelse. Lasse Rasmussen |
| 16-11-2007 |
4 måneder, 3 uger og 2 dage En hudløst ærlig og gribende fortælling om et skæbnesvangert døgn i to unge rumænske kvinders liv. Fortalt nøgternt og ukunstlet, men derfor så meget desto mere effektfuldt. Dette er stor filmkunst. I stil og kvalitet på linje med Kieslowskis banebrydende Dekalogfilm. Jes Nysten |
| 16-11-2007 |
Elizabeth: The Golden Age Den nye film ”Elizabeth: The Golden Age” fortsætter, hvor den anden Elizabeth-film slap, men kostumerne og de flot opsatte scener tager næsten pusten ud af filmen. Den bæres i høj grad af hovedrolleindehaveren Cate Blanchetts formidable skuespillerformat, men filmen kan også være anledning til at grunde over, hvad medier kan bruges til. Finn Rosenberg |
| 09-11-2007 |
Lions for Lambs Et indigneret og velmenende politisk indlæg i debatten om krigen mod terror. En film med gode skuespilpræstationer, men med lidt for mange pædagogiske pegefingre. Jes Nysten |
| 09-11-2007 |
Inland Empire Udfordrende lang og eksperimenterende film, som kan ses, ikke for et sammenhængende og meningsfuldt handlingsforløbs skyld, men for fascinationen ved selve komposition og enkeltstående scener. Arne Kristophersen |
| 09-11-2007 |
Karlas kabale En rigtig familiefilm med fokus på julen og familielivet skabt af to kvinder, der véd, hvor skoen trykker i en moderne familie. Louise Rasmussen |
| 02-11-2007 |
Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford Storslået og velspillet westernepos fokuserer på motiverne i den autentiske historie om mordet på den legendariske bankrøver, men tager sig meget god tid til sin fortælling. Jeanne Dalgaard |
| 02-11-2007 |
Den sorte pimpernel Et filmisk heltekvad, der viser hen til både aktuelle og historiske udfordringer, nemlig hvordan vi som samfund og enkeltpersoner forholder os ansvarligt til et diktatur og dets ofre. Bo Torp Pedersen |
| 26-10-2007 |
Hvid nat ”Hvid nat” fremstår som en måske lidt bastant, men interessant moralsk fortælling om skyld, afmagt og forsoning. Man fanges ind ikke mindst på grund af gode skuespilpræstationer. Jes Nysten |
| 26-10-2007 |
Afsløringen Agentfilmen "Afsløringen" rummer ud over en kompliceret handlingsgang vel at mærke en vigtig afdækning af de mekanismer, som sættes i gang, når et samfund bruger tortur som afhøringsmetode. Jørgen Lund |
| 12-10-2007 |
Guldhornene Børnefilmen om guldhorn, jætter, guder og børn har enkelte gode scener, men kommer desværre aldrig til at hænge rigtig godt og underholdende sammen. Louise K. Rasmussen |
| 12-10-2007 |
Persepolis ”Persepolis” er endnu et bevis på den spændende udvikling, som tegnefilmgenren gennemgår. I en bevidst enkel, men samtidig sofistikeret stil fortæller denne fremragende film en på en og samme tid personlig og stærk politisk historie om en ung kvindes ukuelige livsvilje. Men den er ikke for børn! Jes Nysten |
| 12-10-2007 |
Michael Clayton Den politiserende filmstjerne George Clooney er centrum i en spændingsfilm, der desværre kun strejfer den omfangsrige amerikanske advokatbranches moralske dilemmaer, når forsvaret af en kli-ent går forud for alle andre hensyn. Lasse Rasmussen |
| 12-10-2007 |
Min søn Velspillet psykologisk drama om en familie, hvor moren dominerer og undertrykker husets teenage-søn. Filmen gør indtryk, men giver ikke nogen helt tilfredsstillende baggrund for, hvorfor moren er, som hun er. Arne Kristophersen |
| 05-10-2007 |
Ratatouille (Oktober 2007) Dette er en af årets helt store filmoplevelser - med tryk på både film og oplevelser, for her er anrettet en mesterlig gourmet menu, der i den grad vækker både vore sanser og følelser, og så kan den spises af alle, ikke kun børnene. – Jes Nysten |
| 05-10-2007 |
Forfalskerne (Oktober 2007) Den autentiske beretning om jødiske falskmøntnere og svindlere på bestillingsarbejde i en KZ-lejr under Anden Verdenskrig har en fascination og et moralsk dilemma i sig, men undtagelsesvist for ny tysk film lykkes det ikke denne at få en vedkommende fortælling ud af stoffet. Bo Torp Pedersen Se trailer. |
| 05-10-2007 |
En mand kommer hjem (Oktober 2007) Der er en dejlig varm humor tilstede, og personerne er tegnet med nænsomhed og omsorg. Det lykkes Vinterberg at balancere mellem en satirisk beskrivelse af den tåbelige selvoptagne voksenverden og en omsorgsfuld beskrivelse af de to unge elskende, der må kæmpe sig vej gennem tåbelighederne. Jes Nysten Se trailer. |
| 05-10-2007 |
Eastern promises (Oktober 2007) Hvis man vil se noget andet end ”Vild med dans” i tv er ”Eastern Promises” i biografen et alternativ. Hvis man kan klare realitetschokket! Filmen foregår nemlig i den parallelvirkelighed, vi alle sammen inderst inde godt ved findes, af illegal indvandring af Østeuropæiske unge kvinder, der bliver indfanget med gyldne løfter og derefter holdt som sexslaver af en hensynsløs russisk mafia – i dette tilfælde i London. Jørgen Lund Se trailer. |
| 05-10-2007 |
Til døden os skiller (Oktober 2007) Filmen er ikke særlig morsom. Lars Brygmanns sædvanlige kejtede og lettere fjogede pjok af en mand, er taget helt ud i parodien og virker meget irriterende. Dette er dog for ingenting at regne mod Sidse Barbett Knudsen, som i de scener, hvor hun skal flejne helt ud, overspiller vildt. Lasse Rasmussen Se trailer. |
| 05-10-2007 |
The Brave One (Oktober 2007) En kvinde bliver offer og dernæst hævner. Det er en moderne historie om fænomener som hævnfølelse og selvtægt, der har plaget alle samfund til alle tider. Filmen undgår ikke at falde i visse huller, men fanger fint temaer og stemninger post 11. september. Ida Auken |
| 01-08-2007 |
Kærlighed på film (August 2007) Filmen skal først og fremmest være en kærlighedshistorie om den umulige, grænseoverskridende kærlighed, men netop her tipper filmen over og bliver svulstig på den ikke-fede måde. Bornedal vil gerne give plads til de store følelser i sine film, men det bliver noget overgearet og påtaget. I samme takt bliver dialogen voldsomt oppustet på kanten af det banale. Jes Nysten Se trailer. |
| 01-07-2007 |
Harry Potter og Fønixordenen Den femte Harry Potter-film lægger op til at være langt den mest dystre. Den sædvanlige, veloplagte kendingsmelodi er erstattet af skingre brudstykker. De gyldne bogstaver i overskriften er grå på sort baggrund. Det kunne have været begyndelsen på en klassisk gyserfilm.(Sidsel J. Lyster) Se filmens trailer. |
| 01-06-2007 |
Filmen er en drama-dokumentar, hvor C.S. Lewis – i skuespilleren Anton Rodgers skikkelse – selv fortæller om sit liv. Den aldrende forfatter i slåbrok ser tilbage, og vi får flashbacks, som illustrerer hans erindringer. Som i så mange erindringer er der også her tale om en vis forskønnelse og også visse udeladelser. Forfatterens omskiftelige og dramatiske livsforløb kommer ikke til fuld udfoldelse, men står dog temmelig klart for seerne. Bo Torp Pedersen |
| 01-05-2007 |
Ærens dage I den igangværende 'revision' af den gængse forståelse af Anden Verdenskrig giver denne film et rystende indblik i en ellers godt gemt side af den franske hærs historie. Filmen har da også skabt politisk røre, men ikke mindre væsentligt er, at den kaster sit særlige lys ind over vores dagaktuelle kulturelle debat om 'dem' og 'os'. (Jes Nysten) |
| 01-04-2007 |
Spurven - La vie en rose Denne film om én af Frankrigs berømteste sangerinder er en oplagt fortælling, som fortælles i vekselforløb frem og tilbage i Edith Piafs historie. Man skal holde godt fast i de mere end to timer, for der fortælles i nutid, fremtid og fortid, og der bruges også anelsens filmiske midler. Her er tale om helt enestående skuespilpræstation og en fortælling af de helt store; men det er til at græde over! Det er en ensomhed, som er forbundet med et talent, så man tror, det er løgn. Hun dør i 1963 som 48-årig, nedbrudt til ukendelighed. (Peter Skov-Jakobsen) |
| 01-04-2007 |
Den store stilhed "Den store stilhed" er en film, der igen bekræfter, at stilhed aldrig er tom. For at erindre om Ingmar Bergman, kæmpede han også med stilheden i flere film - en stilhed uden Gud. I denne dokumentarfilm er det lige modsat: Det er en stilhed, der rummer noget guddommeligt. Som dristigt dokumentarprojekt stresser den os næsten. Det moderne menneske flygter ofte fra stilhed og ro - og fylder tilværelsen med fræsende tomme aktiviteter for at gemme sig i det moderne samfundsræs. (Raymond Olsen) |
| 01-04-2007 |
Invitation fra Gud (April 2007) Filmen giver et glimrende indblik i Keatings fortolkning af kristen spiritualitet, og følelsen af, at det er interessant, og at Keating har noget at byde, er ikke til at komme uden om. Louise K. Rasmussen |
| 01-04-2007 |
Sarajevo - håbets sang "Sarajevo - håbets sang" er en hjerteskærende blotlæggelse af ondskabens hærgen - og de menneskelige omkostninger. Instruktøren er den unge Jasmila Zbanic. Hun overlevede selv Sarajevos 46 måneder lange belejring og forsøger med denne heroiske film at få os til at se ondskaben i øjnene, men hun tør altså også tænde et lille lys i mørket. Mediernes konstante optagethed af nyheder gør, at vi hurtigt glemmer, hvad der skete for kort tid siden - også fordi medierne i dag er fyldt med så mange rædsler, at vi har svært ved at rumme rædslerne fra i går, for slet ikke at tale om dem fra sidste år. Jes Nysten |
| 01-04-2007 |
Kunsten at græde i kor Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut - og med et strålende og vedkommende resultat. Han har nemlig fortaget nogle afgørende fortællemæssige og stilistiske valg, som både gør filmen loyal overfor bogens fortælling, og gør den til et selvstændig kunstværk i sin egen ret. Filmen er måske nok forsonende i sin humor og menneskelighed, men budskabet er klart nok: Sådan må det ikke være! Vi må med alle midler kæmpe mod denne barbariske krænkelse af børn - oven i købet egne børn! (Jes Nysten ) |
| 01-03-2007 |
Vinden der ryster kornet Der er så smukt i Irland, og instruktøren Ken Loach har ikke kunnet dy sig for al den naturskønhed og har derfor skudt en ualmindelig smuk film. Men jeg tror også at det har været ham magtpålæggende at vise at denne skønhed altså rummer en tragedie og en sorg uden lige. Han viser at selv verdens største overmagt aldrig kan vinde, selv ikke over en ringe rustet hær, hvis kampen folket er båret af er retfærdig og higer mod frihed. Det er en politisk-historisk film og må hellere blive taget til hjerte af de mægtige inden de kaster verden ud i for mange krige. (Peter Skov-Jakobsen) |
| 01-03-2007 |
Hjemvé Hjemvé ellers tak! Filmen er en ordentlig røffel til latterligheden, det småflæbende, idyllen og det halvtænkte! Det er ikke noget at få hjemvé af – det er bare med at få luftet ud inden ævlet tager os alle! Det er en morsom film; men der kunne godt være mere fart over feltet, og den kunne være lidt mere spids – men dumpes skal den i hvert fald ikke, for vi har godt af det spark over skinnebenet her i Lidenlund! (Peter Skov-Jakobsen) |
| 01-02-2007 |
Little Children "Little Children" er en usentimental og intelligent fortalt historie om, hvor svært det kan være at påtage sig ansvaret at være voksen og komme til rette med sig selv og sine omgivelser, når man meget hellere vil fjolle rundt som et barn og sige og gøre, hvad man har lyst til. Jes Nysten |
| 01-02-2007 |
Flags Of Our Fathers og Letters From Iwo Jima Selv om "Flags Of Our Fathers" kan stå alene, hænger den også stærkt sammen med "Letters From Iwo Jima". Begge film fokuserer på slaget om Iwo Jima i begyndelsen af 1945. "Flags Of Our Fathers" rekonstruerer slaget, mindes de amerikanske soldater og reflekterer over det berømte foto af flagrejsningen. "Letters From Iwo Jima" er på japansk og gengiver et japansk perspektiv på begivenhederne. Det er Clint Eastwoods store fortjeneste, at han skildrer fortiden for at få os til at tænke dybere over nutiden, og med disse to film giver han os også inspiration til og baggrund for medmenneskelig forståelse og forsoning. (Peter Malone - Med tilladelse af SIGNIS ) |
| 01-01-2007 |
Children Of Men Denne film er en veldrejet, skræmmende og intelligent fremtidsvision, der uden skånsel blotlægger en mulig konsekvens af nutidens levevis, men som også trodsigt tør fastholde et svagt håb.Vi lever i en tid, hvor der igen og igen – sikkert berettiget – bliver opstillet diverse skrækscenarier: Klimaændringer, terrortrussel, mangel på ressourcer. Men en bestemt skrækvision overgår dem alle. Jes Nysten |
| 01-01-2007 |
The Prestige På alle måder er filmen en ren nydelse. Man er underholdt gennem alle 130 minutter. Christopher Nolan er en af tidens mest originale instruktører (måske mest kendt for den dybt interessante og komplicerede "Memento") og har her skabt en tæt, atmosfære- og stemningsfyldt gådefuld fortælling, som vi bare lader os rive med af og tilgiver diverse usandsynligheder, fordi vi er så godt underholdt. At vi lader os rive med, skyldes ikke mindst en fornem række af skuespilpræstationer, navnlig Christian Bale i rollen som professoren. (Jes Nysten) |