Anmeldernes bud på årets film

Den sorte pimpernel
På himlens kant
- og fire, som ikke har haft dansk premiere:
Nicht alle waren Mörder
Die Flucht
Der letzte Zug
Das letzte Stück Himmel

Jeg ser nok for få af de danske biograf-premierer, men jeg synes, der er langt imellem opmuntringerne. Det svenske helteepos om ambassadøren i Chile og den tysk/tyrkiske indvandrer-udvandrer-historie fortjener fremhævelse. Tre af de fire tyske film bringer nye dimensioner ind i emnekredsen verdenskrig-nazisme-holocaust. ”Nicht alle waren Mörder” viser modstanden nedefra, idet almindelige borgere i Berlin hjælper en jødisk mor og hendes søn til at skjule sig for nazisterne. Filmen bygger på skuespilleren Michael Degens erindringer. ”Die Flucht” viser Den røde Hærs overgreb på civilbefolkningen i Østpreussien – uden at glemme Nazitysklands egne forbrydelser, og ”Der letzte Zug” går tættere på menneskene i jødetransporterne end vanligt for tysk film. Den fjerde tyske film, ”Das letzte Stück Himmel”, er en nutidshistorie om to brødre og én kvinde, men også den historie får et nyt nærvær.

Bo Torp Pedersen

Gone Baby Gone
Kunsten at græde i kor
Zodiac
The Bourne Ultimatum
2007 har efter min mening været et meget magert filmår. Der har været meget få gode film, en masse bulder og brag og alt for mange moderigtige danske film. Men "Gone Baby Gone" (instr. Ben Affleck) er en overset lille perle. Filmen har mange fine kvaliteter, først og fremmest en eminent beskrivelse af det hårdt belastede miljø, som hovedpersonerne befinder sig i. Det er fra dette miljø, en lille pige kidnappes. Det, der gør filmen til noget særligt, er dog beskrivelsen af de moralske dilemmaer, hovedpersonerne bliver sat i: Er det moralsk rigtige nu også altid det bedste for de mennesker, hvis interesser man er sat til at varetage, eller er det rigtigt ind i mellem at gå på kompromis med regler og moral simpelt hen, fordi det er det bedste at gøre? Disse forhold bliver ganske godt belyst og underbygget i filmen, hvis noget overraskende slutning ikke skal røbes her.
Det er befriende at se en dansk film, "Kunsten at græde i kor" (instr. Peter Schønau Fog), som er meget anderledes end andre danske film. Det hører til filmens fortjeneste, at den formår at beskrive et meget alvorligt emne (incest) med en humoristisk indfaldsvinkel, som ikke giver køb på temaets alvor eller på nogen måde retfærdiggør incesten. Den giver derimod en gribende skildring af en særpræget familie og dennes nødtvungne accept af tingenes tilstand og af evnen til at overleve smerten og fornedrelsen. Samtidig spilles der glimrende i alle roller. 
"Zodiac" (instr. David Fincher) beskriver en seriemorder, som huserede i USA i slutningen af 60’erne, og som vendte tilbage i slutningen af 70’erne. Det spændende ved filmen er hovedpersonernes alt opslugende besættelse af mordene: såvel den politimand, som aldrig får opklaret mordene, som den journalist, der ihærdigt forsøger at opklare sagen på egen hånd. Udover at give en fremragende personskildring, er filmen elementært spændende. I filmen bliver det sagt, at Scorpio (morderen i ”Dirty Harry”) var inspireret af Zodiac. Desværre for opklaringen af den ægte sag, var der ingen Dirty Harry til at tage affære.
"The Bourne Ultimatum" (instr. Paul Greengrass) illustrerer, hvor meget man kan få ud af så lidt, for filmen består stort set af én lang forfølgelse: Helten jagtes af skurkene. Men det er yderst effektivt og flot lavet. Samtidig har filmen en fin slutpointe, da Bourne skal finde ud af, hvorfor han forfølges. Filmen har klar adresse til Irak situationen: Bourne er lokket med på et projekt, som han troede drejede sig om at gøre noget godt for sit land, men det viser sig, at de, der leder projektet, anvender tortur og bruger situationen til at indskrænke ytringsfriheden - for at sikre deres egen magt.
Lasse Rasmussen