Børn

Börn - Island 2006 - Instr. Ragnar Bragason - Manus: Ragnar Bragason, Nína Dögg Filippusdóttir, Gísli Örn Garðarsson, Ólafur Darri Ólafsson - Medv.: Gísli Örn Garðarsson (Garðar/Georg), Nína Dögg Filippusdóttir (Karítas), Ólafur Darri Ólafsson (Marinó), Andri Snær Magnasson (Guðmund),

Hanna María Karlsdóttir, Erlendur Eiríksson, Margrét Helga Jóhannsdóttir, Sigurður Skúlason - 93 min. - Dansk biografpremiere: 25. december 2007 - Dansk udlejning: Øst for Paradis

Tjek også Variety og IMDb .

Utroværdig skildring af livet i yderkanten 

Filmen begynder med et slet skjult nik til Quentin Tarantinos film ”Pulp Fiction”. To herrer sidder i en bil og diskuterer den enes hund, Castro - om dens karakter, om den er farlig eller ej. De pludrer løs i al gemytlighed. Hvorefter de står ud af bilen, bryder ind i et hus og smadrer de herrer, der måtte befinde sig indenfor! Hos Tarantino at det en gemytlig diskussion om burgere, der finder sted i bilen. Men allerede denne indledende scene og det filmiske lån viser ”Børn”s problem: Filmen finder aldrig sin balance og sit fokus. Dens fortælling om udsatte eksistenser forbliver lidet troværdige. Filmen slingrer mellem – forkrampet – letbenet parodi og så højstemt ”realisme”. Realisme har jeg sat i citationstegn, for filmen er godt nok forhippet på at foregive realisme, men dens persontegning og personernes indbyrdes forhold er ganske utroværdig.

Filmen fokuserer på tre børn. Der er den 12årige Gudmund, som er den ældste af fire. De bor hos moderen Karitas, der forsøger at hutle sig igennem livet som dårlig betalt sygeplejerske. Gudmund skal være den store på hjemmefronten, men klarer sig dårligt i skole og blandt kammerater. Hans eneste ven er den skizofrene, akavede og fede Marino, der går lidt til hånde i sin onkels forretning. Han er filmens andet ”barn”, der lever i et had-kærlighedsforhold til moderen, der forsøger at vriste sig løst af sin søns binding til hende. Filmens tredje ”barn” er Gardar, en afstumpet slå-først-voldsmand i begyndelsen af 30’erne. Han har også et uforløst forhold til moderen, der som de andre mødre i filmen er enlig. Han får efterhånden rodet sig ud i så meget snavs, at han til sidst ikke kan overskue det. Han forsøger at finde en form for stabilitet i livet. Det viser sig at skulle blive den søn, som han svigtede engang. Nemlig den 12årige Gudmund!

På mangfoldige måder bliver disse skæbner, krydret med sidefigurerne, bragt sammen på så bastant måde, at det virker på kanten af det komiske, f.eks. første gang, denne Gardar dukker op i Karitas lejlighed. Pludselig og med en flaske vin til hende og en fodbold til Gudmund står han der i stuen. Hele scenen er dybt utroværdig – og man fornemmer, hvordan skuespillerne har svært ved at forløse en så påklistret scene, der ikke giver mening i det, der skulle være filmens indre logik.

Netop den konstante mangel på indre logik gør hele filmens historie utroværdig. Gardars udvikling fra brutal skallesmækker til kejtet men ærlig jeg-vil-gerne-være-din-far type er en flov gang ”realisme”. Også Marinos overfald på Gardar, og ikke mindst det endelige møde på hospitalet mellem de involverede til slut i filmen er forceret ”skæbnetilfældighed”! Den underliggende fortælling om de fraværende fædre klinger tydelig med hele vejen igennem.

Det hjælper ikke på filmens åbenlyse fortællemæssige mangler, at den godt og grundigt er lukket inde i en stilfuld indpakning. Filmen er holdt i kunstfærdig sort-hvid, med manende og skæbnetunge skyggebelysninger og skæve kameravinkler. Her er både buk til dogme-pincipperne, til Mike Leigh og afdøde John Cassavetes. Fortællemåden sammenfletter de forskellige menneskeskæbner (multiplotfilm kaldes det) og trækker på ”Short Cuts”, ”Magnolia” og ”Crash”.

Men én ting er at have ideer at ville realisere, noget ganske andet er at realisere dem tilfredsstillende. Det er ikke sket her.

I øvrigt: Samtidig med denne film lavede Ragnar Bragason filmen ”Forældre”. Den er også på vej til de danske biografer.

Jes Nysten

Pressebillede © Øst for Paradis