"Den store stilhed" er en film, der igen bekræfter, at stilhed aldrig er tom. For at erindre om Ingmar Bergman, kæmpede han også med stilheden i flere film - en stilhed uden Gud. I denne dokumentarfilm er det lige modsat: Det er en stilhed, der rummer noget guddommeligt. Som dristigt dokumentarprojekt stresser den os næsten. Det moderne menneske flygter ofte fra stilhed og ro - og fylder tilværelsen med fræsende tomme aktiviteter for at gemme sig i det moderne samfundsræs. (Raymond Olsen)
Die große Stille - Tyskland 2005 - Instr. og manus: Philip Gröning - 169 min. - Dansk biografpremiere: 4. april 2007 - Dansk udlejning: Sunrise Film - På DVD i Danmark: 10. oktober 2007
Tjek også
The Observer
,
Berliner Zeitung
, Die Kieler Nachrichten og IMDb.
Stilheden - med Gud

"Den store stilhed" er en film, der igen bekræfter, at stilhed aldrig er tom. For at erindre om Ingmar Bergman, kæmpede han også med stilheden i flere film - en stilhed uden Gud. I denne dokumentarfilm er det lige modsat: Det er en stilhed, der rummer noget guddommeligt.
SPAN class=normal>Som dristigt dokumentarprojekt stresser den os næsten. Det moderne menneske flygter ofte fra stilhed og ro – og fylder tilværelsen med fræsende tomme aktiviteter for at gemme sig i det moderne samfundsræs.
Den tre timer lange dokumentarfilm fører os ind i et af den katolske kirkes strengeste klostermiljøer og samtidig højt op i den klare alpeluft - en bjergskønhed året igennem. Dette er munkenes udsigt fra deres celler, hvor maden kommer ind ad en lem som i det gamle Horsens Statsfængsel. Vi er inde i cellerne, vi lister rundt i det enorme klosters gang-systemer, som vi efter et par timer synes at kende, så vi selv kunne finde rundt. Siddende i biografens polstrede stole drages vi ind både i en stilhed og en nøjsomhed til det yderste. Munkene siger ikke for meget - de snakker ikke med hinanden - kun et par gange om året. Når de på vinterudflugt kurer ned ad alpesiderne som skolebørn den første vinterdag, da har de lov at snakke med hinanden, grine og have det sjovt. Selvfølgelig skal der samles brænde, malkes geder, syes munkekutter og håret have en elektrisk klipning. Klosteret er selvforsynende med det absolut mest nødvendige.
Vi lever i en tid, hvor det er moderne at meditere og trave på 'pilgrimsvandring'. Men disse munke lever fra de træder ind i ordene og til de dør i denne voldsomme stilhed. I en stærk sekvens afdækkes det skrøbelige menneske bag munkekutten, og slutsekvensen med den gamle blinde munk, der glæder sig til døden, ryster man ikke helt let af sig.
At filmen har den enorme længde er nødvendig, for at biografgængerne intenst kan opleve det univers, filmen afdækker. Det er ikke en katolsk reklamefilm, men et indblik i mennesker, der har valgt et liv, som vi andre næppe magter. Et par unge mennesker optages som nye i klosteret, medens vi kan forlade biografen og tage hjem til kaffen.
Raymond Olsen
Pressebillede © Sunrise Film