Dobbeltspil
En kriminalforfatter der har tjent en formue på sit forfatterskab, måler sit vid og sin intelligens mod en arbejdsløs skuespiller, der er stukket af med hans kone. De indgår et system af aftaler i et spil, og Shaffers skuespil fremtræder i Branaghs instrukton som traditionel filmet teater. Jørgen Lund
Sleuth - USA/England 2007 - Instr.: Kenneth Branagh - Manus: Harold Pinter efter Anthony Shaffers skuespil - Medv.: Michael Caine (Andrew Wyke), Jude Law (Milo Tindle), Alec Cawthorne (Doppler, kriminalbetjent), Eve Channing (Marguerite Wyke), Harold Pinter (mand i TV) - 86 min. - Dansk biografpremiere: 30. november 2007 - Dansk udlejning: Buena Vista - Tilladt for børn over 11 år
Tjek også Filmz , The Observer og IMDb .
Sindrigt udtænkte intriger
Krimiforfatteren Andrew Wyke (Michael Caine) bliver opsøgt af den arbejdsløse, men absolut ikke evneløse, skuespiller Milo Tindle (Jude Law), der kommer for at anholde – ikke om Wykes hustrus hånd, men næsten - idet han appellerer til Wyke om hans tilslutning til den skilsmisse, der kan frigøre hustruen til anden side. Det vil Wyke gerne gå med til - på den betingelse at Tindle hjælper ham med at fingere et indbrud i Wykes hus og stjæle nogle af hustruens smykker, der er en formue værd. Wyke har angivelig en hæler klar i Amsterdam, der er parat til at betale næsten fuld pris for smykkerne til Tindle, og Wyke vil så melde smykkerne stjålet til sit forsikringsselskab for at få erstatningen udbetalt. Det går Tindle ind på. Wykes hustru er nemlig dyr i drift, og for sent opdager han, at han er blevet narret, og så begynder et spil, der bølger frem og tilbage som en boksekamp med en afsluttende knock-out.
Kenneth Branagh, som har instrueret og produceret filmen, filmer den som et teaterstykke. Han respekterer ingen af filmens regler men til gengæld alle teatrets. Således foregår alle scenerne i Wykes hus, der er møbleret og belyst som på en teaterscene. Huset er indrettet med forskydelige sætstykker og drejescener som på et teater. Det er også teatermanden Harold Pinter, der har skrevet manuskriptet, som han har gjort så ofte før. Derfor har man også en fornemmelse af at have været i teatret, når man rejser sig efter filmen.
Oven i købet synes man, at man har set stykket før, for det falder fint i den engelske teatertradition, der har udviklet denne intrigante kriminalgenre, der skal imponere ved at udfolde sindrigt udtænkte intriger, hvor den kloge narrer den mindre kloge: det 20. – og jeg skriver det 20. – århundredes svar på rokokkotidens blændende konversationskunst. Man bliver i bedste fald imponeret på en meget udvendig måde.
Jørgen Lund
Note: ”Sleuth” er oprindelig (1970) et skuespil af den produktive engelske forfatter Anthony Shaffer. Det blev filmatiseret i 1972 af den berømte amerikanske filminstruktør Joseph L. Mankiewicz. Dengang skrev Shaffer selv filmmanuskriptet, og Michael Caine spillede den unge Milo Tindle, mens Laurence Olivier var Andrew Wyke.
pressebillede © Buena Vista