Hvis man vil se noget andet end ”Vild med dans” i tv er ”Eastern Promises” i biografen et alternativ. Hvis man kan klare realitetschokket! Filmen foregår nemlig i den parallelvirkelighed, vi alle sammen inderst inde godt ved findes, af illegal indvandring af Østeuropæiske unge kvinder, der bliver indfanget med gyldne løfter og derefter holdt som sexslaver af en hensynsløs russisk mafia – i dette tilfælde i London. Jørgen Lund
Se trailer.
England 2007 - Instr.: David Cronenberg - Manus: Steven Knight - Medv.: Viggo Mortensen (Nikolaj Luzjin), Naomi Watts (Anna Khitrova), Vincent Cassel (Kirill), Armin Mueller-Stahl (Semjon), Sinéad Cusack (Helen), Donald Sumpter (Jurij), Tamer Hassan (tjetjener), Alice Henley (ukrainsk pige), Sarah-Jeanne Labrosse (Tatjana) - 100 min. - Dansk biografpremiere: 28. september 2007 - Dansk udlejer: SF Film
Tjek også
CinemaZone
,
Filmz
,
Roger Ebert
og
IMDb
Gyldne løfter
Hvis man vil se noget andet end ”Vild med dans” i tv er ”Eastern Promises” i biografen et alternativ. Hvis man kan klare realitetschokket! Filmen foregår nemlig i den parallelvirkelighed, vi alle sammen inderst inde godt ved findes, af illegal indvandring af Østeuropæiske unge kvinder, der bliver indfanget med gyldne løfter og derefter holdt som sexslaver af en hensynsløs russisk mafia – i dette tilfælde i London.
For det kriminelle bagland er det afgørende, at denne parallelle virkelighed aldrig bliver officiel. Men det bliver den alligevel, da den purunge, højgravide Tatjana bryder ud i et råb om hjælp på et apotek – midt i en blodstyrtning, der får dødelig udgang for hende, men betyder fødslen af en datter, som jordemoderen Anna (Naomi Watts) tager imod.
Hermed er der prikket hul på det ellers usynlige virkelighedslag, for hvem var forældrene til dette nyfødte, forældreløse barn? Det får den naive Anna alt, alt for meget at vide om af den dagbog, som hun finder på den døde mor, og hun bliver viklet ind i et miljø, som det bliver Nikolajs (Viggo Mortensen) opgave, på mafiaens vegne, at vikle hende ud af igen. Han er ansat af organisationen Vorij v Zakone, eller, hvem er han egentlig ansat af? Hvorfor udfører han ikke den likvidering af Annas onkel, som han bliver bestilt til? Og hvorfor får han tatoveret stjerner på knæ og bryst, hvad der betyder forfremmelse til mafiaens indercirkel?
Man kan ikke aflæse noget af replikker eller mimik hos Viggo Mortensen, der efterhånden har gjort uudgrundelighed til sit varemærke. Derfor er han også selvskrevet til rollen, og der rumles allerede om en Oscar. Da filmen slutter, sidder Nikolaj i chefstolen som den nye ’godfather’, men nu ved vi så meget, at den stilling synes uholdbar. Anna har fået sit gamle liv tilbage og er blevet viklet ud af mafiamiljøet igen. Eller, det er måske ikke så sikkert. Hun har adopteret den forældreløse pige, som måske ikke er helt så forældreløs alligevel? Og hvem er hun egentlig selv – hun, der aldrig har set sin russiske far?
Filmen efterlader tilskuerne med mange spørgsmål – og dog også et indtryk af, at det er muligt at handle godt i en verden, der taler imod det. Alligevel er det ikke tilrådeligt at bruge filmen i undervisningssammenhæng, f.eks. med konfirmander. Dertil er den for voldelig på en meget skræmmende måde. Volden er nemlig skildret med en klinisk realisme, som virker ekstremt ubehagelig på tilskueren.
Mafiaskildringerne har mange lån fra Godfather-filmene: Den familiedrevne ’restaurant, hvorfra alle uhyrlighederne sættes i værk – midt i under fejringen af højtidelige mærkedage, og under fremførelse af det russiske hjemlands vemodige sange, osv.. Men hvor Godfather-filmene har et klart budskab om kriminalitet, som afføder mere kriminalitet i en skrue, der ender i Helvede, er ”Eastern Promises” ikke entydigt tragisk. Hele regiet med overgreb på illegale indvandrere i London finder man tilsvarende i filmen ”Dirty Pretty Things”, men i ”Eastern Promises” helt uden den befriende, næsten overgivne slutning, hvor alt ender godt. Her skal man selv tænke videre, når filmen er slut, og det virker lidt uforløst.
Jørgen Lund
pressefoto©SF Film