Elizabeth: The Golden Age

England 2007 – Instr. Shekhar Kapur – Manus: Michael Hirst og William Nicholson – Medv.: Cate Blanchett (Dronning Elizabeth I), Geoffrey Rush (Sir Francis Walsingham), Clive Owen (Sir Walter Raleigh), Samantha Morton (Mary, skotsk dronning), Tom Hollander (Sir Amyas Paulet), Abbie Cornish (Elizabeth Throckmorton), Eddie Redmayne (Babington), Jordi Mollà (Filip 2.)m Adam Godley (William Walsingham), Jeremy Barker (Ramsay) – 115 min. – Dansk biografpremiere: 16. november 2007 – Dansk udlejning: United International Pictures – Tilladt for børn over 15 år. 

Tjek også CinemaZone , The Observer og IMDb   

Hvad medier kan bruges til

Instruktøren Shekhar Kapur stod bag den meget roste film fra 1998 ”Elizabeth” om dronning Elizabeth den 1. og hendes kvaler med at nå tronen og bevare sin magt mod fjender fra alle sider. Den nye film ”Elizabeth: The Golden Age” fortsætter, hvor den anden Elizabeth-film slap, men er alligevel noget anderledes. De fine kostumer og de flot opsatte scener tager næsten pusten ud af filmen. Den historiske nøjagtighed kan denne gang ligge på et meget lille sted, men en film er nu engang en fortælling, ikke en lærd afhandling, så fred med det.  

Det, der bærer filmen og trods alt gør den seværdig, er her, som i den første film, hovedrolleindehaveren Cate Blanchetts formidable skuespillerformat. Hun skildrer jomfrudronningens spirende forelskelse i eventyreren Walter Raleigh, spillet af den charmerende Clive Owen, hendes jalousi mod hofdamen, der ender med at score Raleigh, og hele den kamp, det koster hende at kvæle lysterne. Kun et forsigtigt kys kan det blive til. Men Blanchett demonstrerer også, hvordan magtens spil er hårdt for Elizabeth, ikke mindst da hun hændervridende går rundt i slottet med sine hofdamer og ikke kan bekvemme sig til at overvære rivalinden dronning Maria Stuarts henrettelse.

Elizabeths hovedfjende er den katolske kirke, inkarneret i den fanatiske kong Filip den 2. af Spanien. Hun trues både af lumske attentatforsøg og af det massive angreb af den store spanske flåde, armadaen, i 1588, men klarer sig igennem – ved viljestyrke, dygtighed og en god portion held. Mens den fængslede Mary Stuart skildres som en potentiel tyran, der iscenesætter sig selv som martyr til og med de sidste himmelvendte blikke på skafottet, er Elizabeth den anfægtede monark, der viser rettidig tilbageholdenhed og tolerance: Det katolske mindretal skal ikke terroriseres op grund af deres tro, men kun på grund af deres (mulige) ugerninger. Filmen munder ud i højstemt nationalisme, da dronningen i rustning à la Jeanne d’Arc holder brandtale for sine fåtallige tropper, da de afventer de spanske invasionsstyrkers komme. Flyvende faner og stor patos.  

Her er det så, man spørger sig selv, hvad filmens hensigt – bevidst eller ubevidst fra instruktørens side – mon er. Handler det om Englands stolte selvstændighed i forhold til kontinentet (læs: EU)? Er kong Filip og den katolske kirke udtryk for EU-traktaten mv.? I hvert fald må det være en speciel oplevelse at se filmen, hvis man er katolik eller spanier: Filip og hans svorne mænd udstråler religiøs fanatisme; selv munkesangen har en kraft, som var det soldaterkor. Til gengæld viser kameraet drilsk kong Filip bagfra, så man kan se hans hjulben og latterligt trippende gang. Eller måske er det simpelthen en film, der skal demonstrere den vestlige verdens værdier og sammenhold over for islamisters fanatisme og terrorisme? Sådan som det tydeligt også var tilfældet i filmen ”300”, der skildrede den vestlige verdens (spartanernes) heltemodige kamp mod perserne, horderne fra Mellemøsten. Også i den nye film om Elizabeth får slutningen karakter af politisk propaganda til fordel for engelske, protestantiske, demokratiske, nationalistiske og vestlige værdier – vendt mod det, der er modsat. Selv da Elizabeths fjender tortureres på grusom vis, sker det i en sammenhæng, hvor tilskueren får indtryk af, at det er nødvendigt i en højere sags tjeneste. Var der nogen, der sagde Guantanamo-fængslet? Man merkt die Absicht und wird verstimmt.  

Se filmen for Cate Blanchetts skyld, for de smukke kostumers skyld, og så for at få en god anledning til at grunde lidt over, hvad medier kan bruges til. For mig var det i hvert fald tankevækkende at se en sådan film få dage efter et folketingsvalg...  

Finn Rosenberg  

pressefoto©UIP