Flags Of Our Fathers og Letters From Iwo Jima

Eastwood og Iwo Jima

Selv om "Flags Of Our Fathers" kan stå alene, hænger den også stærkt sammen med "Letters From Iwo Jima". Begge film fokuserer på slaget om Iwo Jima i begyndelsen af 1945. "Flags Of Our Fathers" rekonstruerer slaget, mindes de amerikanske soldater og reflekterer over det berømte foto af flagrejsningen. "Letters From Iwo Jima" er på japansk og gengiver et japansk perspektiv på begivenhederne.

Clint Eastwood var 76 år gammel, da disse film blev udsendt. Han er i dag ikke blot et af ikonerne i amerikansk film, men også en af de mest markante og fejrede instruktører (Oscars for "Unforgiven" og "Million Dollar Baby"). Eastwoods fire film siden 2000, inklusive "Mystic River", udviser en moden fortællekunst og eftertanke, som er internationalt anerkendt.

Det fortællende og det eftertænksomme er vigtige elementer i "Flags Of Our Fathers". Historien fortælles ikke kronologisk, så vi véd ikke, hvornår vi vil se Iwo Jima, hvornår vi vil følge de tre unge mænd på deres helteturné i USA, hvornår vi vil se tilbageblikkene til krigshandlingerne på øen, eller hvornår vi vil opleve samtalerne 50 år efter. Denne komplekse fortællemåde skal ikke blot gøre os opmærksomme, men også udfordre vore egne tanker om krig, død, krigsårsager og heltedåd.

Heroisme er et hovedtema i "Flags Of Our Fathers". I virkeligheden handlede mændene ganske spontant i en dødsensfarlig situation, da de rejste flaget på Iwo Jima. Situationen blev fotograferet, men fotografiet blev beskadiget, og mændene, som egentlig skulle udlægge et telefonkabel, blev bedt om at rekonstruere flagrejsningen for et nyt foto. En begrænset handling fik en kolossal betydning, fordi den blev gjort til en symbolsk handling. Fotografiet fra Iwo Jima blev en moralsk appel til den amerikanske hær og det amerikanske folk.

De tre unge mænd på billedet blev nu fejret af hele samfundet, af præsident Truman, af politikerne og af ganske almindelige borgere. De uerfarne mænd blev berømtheder for en tid: Rene Gagnon (Jess Bradford), som nød virakken, Doc Bradley (Ryan Philippe), som var et stilfærdigt, observerende og modigt pligtmenneske, og Ira Hayes, indianeren, som havde været udsat for racisme, fik skyldfølelse over at blive fejret, blev dranker og døde. Tony Curtis spillede i øvrigt netop denne Ira Hamilton Hayes i filmen "The Outsider" (1961, instr. Delbert Mann).

Steven Spielberg har produceret"“Flags Of Our Fathers" sammen med Eastwood, og filmens sekvens om de amerikanske troppers landgang på Iwo Jima vil ligesom mange af kampscenerne minde nogle tilskuere om billederne af D-dag i Spielbergs egen film "Saving Private Ryan" (1998). Filmtilskuerne skånes på ingen måde for blod, vold og død i "Flags Of Our Fathers", men da billederne veksler med billederne fra den senere helteturné og samtale-scenerne, går vi filmtilskuere ikke under i blodbadet, sådan som soldaterne i sin tid gjorde.

"Flags Of Our Fathers" præges også af en række stærke skuespilpræstationer. Farverne er afdæmpede for at passe med fotografier fra datiden, og i den afsluttende creditssekvens ses autentiske fotos og et sidste panorama over Iwo Jima. Clint Eastwood har selv skrevet musikken og tilføjer populære melodier fra dengang, f.eks. "I’ll Walk Alone". Manuskriptet af bl.a. William Broyles Jr and Paul Haggis, som også skrev "Million Dollar Baby" og "Crash", minder os konstant om krigens tvetydigheder: Om ambivalensen hos unge uerfarne soldater, hos officerer og beslutningstagere, ved krigens økonomiske omkostninger; om afgrunden mellem heroisme, pligtfølelse og udnyttelsen af den, dvs. om forskellen på den grandiose heroisme og de ganske almindelige mænd og kvinder, som handlede heroisk, fordi det var nødvendigt.

I skrivende stund er også "Letters from Iwo Jima" på vej til hæder, idet den er nomineret til en Oscar ligesom Eastwood selv, men den er en helt usædvanlig film, både i sin idé og i sin udførelse, og man kan sige, at det er en egentlig en film, som japanerne selv burde have lavet. Det alternative perspektiv illustreres bl.a. ved situationen med amerikanernes flagrejsning på toppen af Iwo Jima, som er så central i "Flags Of Our Fathers": Den samme situation ses kun i et kort glimt og på lang afstand i den anden film.

"Letters From Iwo Jima" er skrevet af Iris Yamashita og bygger på en bog med general Kuribayashis efterladte breve (”Picture Letters from Commander in Chief”). Filmen anvender brevene til at underbygge fortællingen om de japanske troppers forberedelse på den amerikanske invasion, om hvordan de blev svigtet af den japanske overkommando efter ødelæggelsen af den japanske flåde, om det uafbrudte bombardement de blev udsat for, om vejen til nederlaget og det sidste store angreb. Selv om filmen har en prolog og en epilog, hvor man i 2004 finder en kasse med dokumenter i en hule på øen, og selv om filmen også rummer nogle korte tilbageblik til hovedpersonernes tidligere tilværelse, domineres filmen af de lineært fremadskridende kampe, angreb og modangreb.

For et vestligt publikum er "Letters From Iwo Jima" en god lejlighed til at få en dybere forståelse af krigen - til at se bag om den fremstilling, som de regeringer gav, der var ansvarlige for at sende tusinder af mænd i krig. Begge sider taler om den ædle kamp for fædrelandet. Begge sider beder til deres Gud. Amerikanerne afbildes som temmelig pragmatiske, mens japanerne skildres mere som pligtmennesker med en tro på det ærefulde nederlag og selvmord.

Hen mod kampenes afslutning ser vi, at japanerne tager en amerikaner til fange. Japanernes ledende officer, som havde deltaget ved De olympiske Lege i Los Angeles, taler med den amerikanske soldat og læser op fra et brev: "Gør det rette, fordi det er ret". Én af de japanske soldater medgiver, at han aldrig før har mødt en amerikaner, og at han havde fået at vide, at alle amerikanere var vilde. Men både amerikanere og japanere kender udsagnet om at gøre det rette. Da den japanske officer begår selvmord, gentager han ordene om at gøre det rette, fordi det er ret. Han skildres som et dannet menneske, som tager afstand fra hans egne mænds brutale handlinger, og som tænker tilbage på de lykkelige dage under OL i USA. Filmen giver os indblik i hans strategi og taktik i et krigsforløb, som han er udset til at tabe.

Brutaliteten kunne være stor på begge sider. Filmen viser f.eks. en japansk soldat, som rasende gennemborer en amerikansk soldat med sin bajonet – efter at den amerikanske soldat brugte en flammekaster mod japanerne, og en amerikansk soldat, som skyder to tilfangetagne japanske soldater, fordi han ikke kan blive tilbage og vogte dem.

Der er gået over 60 år, siden disse begivenheder fandt sted. Synspunkterne på krigen var dengang temmelig klare – i særdeleshed i sammenligning med synspunkterne på nutidens krige. Det er Clint Eastwoods store fortjeneste, at han skildrer fortiden for at få os til at tænke dybere over nutiden, og med disse to film giver han os også inspiration til og baggrund for medmenneskelig forståelse og forsoning.

Peter Malone
Med tilladelse af SIGNIS

pressebillede © Sandrew Metronome