Hjemvé

Danmark 2006 - Instr.: Lone Scherfig - Manus: Lone Scherfig og Niels Hausgaard - Medv.: Ann Eleonora Jørgensen (Margrethe), Peter Gantzler (Erling), Bodil Jørgensen (Myrtle), Lars Kaalund (apoteker), Henrik Lykkegaard (Bo), Peter Hesse Overgaard (Lindy Sten), Mia Lyhne (Ulla), Kristian Ibler (Jesper), Pernille Valentin (Mette Inge), Ida Dwinger (Darling), Stina Ekblad og Steen Stig Lommer (missionærer) - 100 min. - Dansk biografpremiere: 30. marts 2007. På DVD: 25. september 2007.  - Udlejning: Trust Film - Tilladt for alle. 
Tjek også CinemaZone, Filmland, IMDb   

Komedie med hudflettende billede af danskerne

"Vil De tro det, lille frøken, en mand er blevet set løbe nøgen gennem byen?" Og så kan det nok være at rygterne går i Lidenlund. Man skulle tro at det syn skulle være set før; men det afstedkommer ikke så lidt ophidselse. Der er en slet skjult glæde ved den eventuelt snuskede hensigt. Byen kommer på den anden ende. Kommunens Myrtle bliver sat til at udrede hændelsen. Hun kan ikke bruges til andet og får så denne urias-post!

Det kan ellers nok være, at Lone Scherfig og Niels Hausgaard i denne komedie-film hudfletter det fortærskede danske samfund. Det hele foregår mellem glansbilleder - i Edens have - og her er mennesker, der ikke har tid til andet end at flæbe. Hvis der ikke er noget, der gør ondt, så opfinder man hele tiden problemer. Hvis ikke man lå våd i vuggen, så er der sikkert en mor og en fortid, der kan hjælpe én til et lille ligegyldigt problem, som man kan plage sin eksistens med. Her er mennesker, som udsættes for træk, men de oplever storme. Et par religiøse fantaster smider deres åndssvage ord efter hele tilværelsen hele tiden og lancerer en Gud, som ikke er for lille til at være efter selv det mindste. Men fantasterne kan ligefrem svømme hen i voldsorgier af ord, når de beskriver alt, hvad Satan formår. Ikke nok med det. Dér er sandelig også en pseudointellektualisme, som er så ligegyldig i sine analyser og så gabende kedsommelig, at man ærgrer sig over, at mennesket blev født med mund. Der er morsomheder og pudsigheder hele vejen igennem. Humoren er sort! Her er en grinagtighed, der vil noget!  
Scherfig og Hausgaard vil vist bare gøre opmærksom på, at hvis man ikke vil erklæres for hjernedød, så bliver man altså nødt til at få sig et liv. Det liv består ikke i, at nogen pylrer om én, eller hele tiden spørger til ens småhovedpiner, eller at man småflæber over ingenting eller kræver handlingsplaner, fordi nogen har set en nøgen mand, endsige nedlægger arbejdet, fordi nogen har kastet en flaske ind på byggepladsen. Livet leves bedst, hvis der er noget lidenskab - hvis der er mennesker, der kan andet end blot gå rundt i et glansbillede og være smålumre i ord og handlinger.

Hjemvé ellers tak! Filmen er en ordentlig røffel til latterligheden, det småflæbende, idyllen og det halvtænkte! Det er ikke noget at få hjemvé af – det er bare med at få luftet ud inden ævlet tager os alle! Det er en morsom film; men der kunne godt være mere fart over feltet, og den kunne være lidt mere spids – men dumpes skal den i hvert fald ikke, for vi har godt af det spark over skinnebenet her i Lidenlund!  

Peter Skov-Jakobsen 

Replik: Meningsløst makværk
Nogen af os har haft den særlige evne i visse tilfælde at komme på tværs af 'den almindelige mening' i dagbladenes anmelderkorps. Det kan være ganske forfriskende. Når Peter Skov-Jakobsen anmelder Lone Scherfigs "Hjemvé" i rosende vendinger - bl.a. som en satire over danskernes småflæbende attituder m.m. - er det et forsøg i den retning.

Men hvor er argumenterne? Filmen er ualmindelig dårligt håndværk - én af de ringeste danske film i meget lang tid. Der er masser af danske film, som man kan finde overvurderede og småirriterende, men som regel har de dog visse forsonende elementer. "Hjemvé" er en film, der aldrig skulle være udsendt. Den er dilettantisk i ordets mest negative forstand.

Lone Scherfig synes helt at have mistet grebet som filmfortæller. Filmen skvulper af sted på en mærkelig tilfældig måde, helt uden dramaturgisk nerve, og der er nogle distraherende, meningsløse billedeffekter, hvor dele af billedet bliver uklare, overbelyste, osv.. Man aner noget, der ligner Niels Hausgaards typiske kommentarer og bemærkninger, men filmens replikker leveres - af næsten livløse skuespillere - på en pinagtig klumpedumpe facon: som tunge, vingeskudte lerduer, der falder til jorden og smuldrer.

Man kan mene, at f.eks. Per Flys film er overvurderede, og jeg er enig i Lasse Rasmussens replik vedr. "Drabet". Fly er dog en instruktør, som kan sin metier, og som er i stand at formulere noget meningsfuldt i sit medie. Så kan vi mene, at han får for lidt ud af sine historier osv., men Flys film kan dog noget. Der fornemmes en intelligens bagved, som man godt gider diskutere med. "Hjemvé" er en fornærmelse mod tænkende mennesker.

Filmen rummer ikke én god idé, som er gennemtænkt eller udarbejdet i filmisk form. En satire kræver både probate midler og et klart mål. Hvem er det lige, der skal føle sig ramt af 'satiren' i "Hjemvé"? Puritanismen kan ligne noget fra en jysk landsby i 1950'erne, men filmens løst skitserede lilleby-samfund synes at være et nutidigt samfund. Den selvglade forfatter, den uduelige butiksindehaver og de mange andre, som synes helt uduelige i deres hverv, er roller, der aldrig udvikles til en statur, hvor man gider så meget som fnise af deres dumhed, eller hvor man kan se dem som symboler eller typer. Skal de nøgne mænd - og reaktionen på dem - være noget sjovt, eller hvad, og hvorfor? Vi er langt fra den herlige, pointerede engelske film "Det' bare mænd" (The Full Monty, 1997).

Hvis Lone Scherfig skal lave flere film, og man kommer alvorligt i tvivl efter denne oplevelse, bør de, der finansierer den, bede om at se et manuskript.

Bo Torp Pedersen

Pressebillede © Trust Film