I am Legend

USA 2007 - Instr.: Francis Lawrence - Manus: Mark Protosevich, Akiva Goldsman (efter roman af Richard Matheson) - Medv.: Will Smith (Robert Neville), Alice Braga (Anna), Charlie Tahan (Ethan), Salli Richardson (Zoe), Willow Smith (Marley), Darrell Foster (Mike) - 100 min. - Dansk biografpremiere: 25. december 2007 - Dansk udlejning: Sandrew Metronome - Tilladt for børn over 11 år

Tjek også Roger Ebert og IMDb .

Mislykket fremtidsvision

Filmen starter med et klip af Emma Thompson som videnskabskvinden, der har fundet den definitive kur mod kræft - en medicin, der kurerer alle kræftformer! Men det er ikke en succeshistorie om sundhedsvæsenet, vi præsenteres for. Det viser sig selvfølgelig, at den menneskeskabte virus er dødelig, og at den ved at mutere endnu et par gange er i stand til at udrydde næsten hele menneskeheden. Ikke hele menneskeheden forstås, for vor helt - spillet af Will Smith - skal kunne gå alene rundt i New Yorks gader, hvor der nu vokser græs, og hvor hjortene springer rundt på 5th Avenue.

Til at sætte lidt kolorit på sagerne er der andre overlevende - mennesker, der har overlevet blot som zombier, og som med passende mellemrum kan angribe vor helt og dermed skabe lidt spænding. Disse totalt degenererede væsener viser sig selvfølgelig at have en styrke og en adræthed, som er imponerende, især hvis man tager deres sygdomssvækkede tilstand i betragtning.

Problemet med en film som "I am Legend" er, at den er skabt for barnlige sjæle, men at den i virkeligheden er alt for voldelig og skræmmende for den gruppe af drenge på 8 til15 år, som formentlig vil synes bedst om den. For os andre virker filmen mildt sagt lidt ha-stemt og alt for ulogisk og usammenhængende. Man skal hverken spekulere over fortællestrukturen, sceneriet, personerne eller logikken i plottet, for så stiger man først helt af; f.eks. præsenteres historien om tiden, der førte frem til uslettelsen af menneskeheden som heltens mareridt. Mareridtene kommer til alt held for fortællingen i afmålte portioner og i rigtig rækkefølge. De indklippede scener afbryder samtidig historien om den sidste mand i live, en mand ladt alene tilbage i en storby. Det var en historie, som burde kunne give anledning til mange pudsige episoder, men som absolut ikke gør det. Højdepunktet er hjortene på gaden, og at han spiller golf på et hangarskib i New Yorks havn.

Det virker også irriterende ulogisk, at da helten er ved at tabe kampen mod zombierne dukker de to eneste andre overlevende mennesker op og redder ham - helt ud af det blå dukker en kvinde og hendes søn op, personer, som man overhovedet ikke på forhånd kendte eksistensen af. Mødet med disse to udgør filmens sidste tredjedel. Her skal tingene sættes i perspektiv, her skal historien rundes af. Men også her udstiller filmen sine mangler. Det bliver det til en tynd snak om, at katastrofen er menneskeskabt, og at det ikke er Guds værk, men man får ikke nogen forklaring på, hvorfor det gik galt. Som udgangspunkt må det vel ellers være legitimt at prøve at finde en behandling mod kræft.

I slutningen af filmen drager kvinden og hendes søn videre til en koloni af mennesker i et isoleret afsides område af Vermont, der har overlevet. Også her kan man ane religiøse referencer og motiver, men uden at det bliver uddybet.

Endelig må man konstatere, at Will Smith som skuespiller ikke er i klasse med Tom Hanks, som ene mand kunne holde ens interesse fangen i filmen "Cast Away". I den film havde man ikke brug for flashbacks for at bryde kedsomheden. Der var en talentfuld skuespiller tilstrækkeligt.

Lasse Rasmussen

Pressebillede © Sandrew Metronome

P.S.: Det er anden gang, man uden held forsøger at filmatisere Richard Mathesons roman, jfr. Boris Sagal: "The Omega Man" (1971).