Inland Empire
Udfordrende lang og eksperimenterende film, som kan ses, ikke for et sammenhængende og meningsfuldt handlingsforløbs skyld, men for fascinationen ved selve komposition og enkeltstående scener. Arne Kristophersen
USA 2006 - Instr. + manus: David Lynch - Medv.: Laura Dern (Nikki Grace/Susan Blue), Jeremy Irons (Kingsley Stewart), Justin Theroux (Devon Berk/Billy Side), Harry Dean Stanton (Freddie Howard), Peter J. Lucas (Piotrek Krol), Jan Hencz (Janek), Krzysztof Majchrzak (Phantom), Diane Ladd (Marilyn Levens), Grace Zabriskie (besøgende), Karolina Gruszka (forsvunden pige) - 172 min. - Dansk biografpremiere: 9. november 2007 - Dansk udlejning: Camera Film - Tilladt for børn over 15 år
Tjek også Filmz , San Francisco Chronicle , Filmhai og IMDb .
Kunst for kunstens skyld
Skuespillerinden Nikki har fået en rolle i en genindspilning af en gammel polsk film og overhører sin kvindelige nabos advarsler mod at medvirke i filmen. Det skulle hun nok ikke have gjort, for efterhånden bliver det sværere og sværere for Nikki at skelne mellem sig selv og sin filmrolle, og det viser sig, at den polske udgave af filmen faktisk aldrig blev færdigspillet, idet filmens kvindelige stjerne blev brutalt myrdet.
Ovenstående er nok nogenlunde det tætteste, man kan komme på at beskrive handlingen i David Lynchs film. Man sidder og forsøger at holde sammen på en handling, et forløb og en mening i filmen, men man bliver hele tiden forstyrret af nye mystiske indfald, symboler og gådefulde scenarier. Filmen udspiller sig som én eller flere film i den film, som hovedpersonen skal medvirke i. Man kan vælge at tolke de tider mareridtsagtige scener, der ruller hen over lærredet som det ’indre imperium’, der udspiller sig hos en kvinde, der kommer i vanskeligheder, fordi en filmrolle løber af med hendes personlighed og tager den i besiddelse.
Det er en meget lang film – næsten tre timer. Unødvendig lang for den, der ikke fatter, hvad det er der foregår, og det gjorde undertegnede faktisk ikke. Men på den anden side er den alligevel ikke kedelig, fordi Lynch på mesterlig vis ruller den ene dramatiske og mystiske scene frem efter den andet, og man kan blive betaget af såvel scenografi og lyd som farve og lyssætning. Filmen kan sætte mange tanker i gang omkring f.eks. kærlighed som destruktiv kraft, menneskelig ensomhed, og drømme/mareridt contra virkelighed. Disse tanker har dog svært ved at vinde ’fodfæste’ pga. scenernes og temaernes uafbrudte skiften; det er også svært at komme ind i disse tanker igen efter filmen.
Det er absolut ikke en film, der har appel til det brede publikum. Men for den, der er optaget af film som filmkunst, og den, der tiltrækkes af udfordringen ved at finde mening og sammenhæng i en kompliceret filmkomposition, er der virkelig noget at komme efter.
Arne Kristophersen
pressebillede©Camera