Paranoid Park
Gus van Sant har gennem hele sin karriere fortalt historier om unge utilpassede drenge. Denne film er et af hans skarpeste portrætter af en sådan 'træng' ung mand - med en gribende historie, overbevisende figurgalleri og udsøgt filmisk håndværk. Jes Nysten
USA 2007 - Instr. og manus: Gus van Sat (efter roman af Blake Nelson) - Medv.: Gabe Nevins (Alex), Daniel Liu (kriminalbetjent Richard), Taylor Momsen (Jennifer), Jake Miller (Jared), Lauren McKinney (Macy), Winfield Jackson (Christian), Joe Schweitzer (Paul), Grace Carter (Alex' mor), Scott Patrick Green (Scratch), John Michael Burrowes (sikkerhedsvagt) - 90 min. - Dansk biografpremiere: 30. november 2007 - Dansk udlejning: Sunrise Film.
Tjek også CinemaZone , D+Kaz og I MDb .
Registreret utilpassethed
Den 16årige Alex ’hænger gerne ud’ med vennen Jared på skater-banen Paranoid Park, en form for kommunalt opholdssted for unge. Han føler, det er hans tilholdssted, for han orker ikke rigtigt på hjemmefronten at skulle forholde sig til sine forældres skilsmisse, og forholdet til kæresten knaser også. En aften, hvor han opholder sig i Paranoid Park, bliver han opsøgt af en ældre ven, og i et ubetænksomt øjeblik hopper Alex med på et af nattens godstog, der kører forbi parken. En sikkerhedsvagt, der vil standse dem, er uheldig og dør på tragisk vis. Objektivt set kan man sige, at det var et uheld, men for Alex bliver det en tyngende oplevelse. Han føler han på en eller anden måde er medansvarlig. Han kan ikke tale om det med nogen, han begynder at isolere sig mere og mere. Til sidst bliver han opfordret til at prøve at skrive sig gennem sine fortrædeligheder, og det er dette sammenstykkede forsøg på at komme til rette med tingene, filmen udfolder.
På trods af filmens bevidst flimrende, sammenstykkede form i sit forsøg på at få skabt en sammenhængende historie for Alex er det hele fortalt påfaldende ukompliceret. Men man skal ikke tage fejl af Van Sants filmiske kunnen. Det simple og umiddelbart ukomplicerede er frembragt med udsøgt virtuositet - på kanten af artisteri. Fotografering, der skifter mellem almindelig 35mm og Super 8 giver en herlig skæv let drømmende billedstil, og musikken understøtter hele tiden den følelsesmæssige udvikling i filmen.
Van Sant har aldrig været den store moralist. Han registrerer og føler en umiddelbar sympati for de utilpassede. Netop denne sympati for figuren giver filmen en moralsk gehalt, fordi den er solidarisk med Alex’ indre kampe i hans forsøg på at komme til rette med noget, der for altid vil påvirke hans liv.
Jes Nysten
pressebillede © Sunrise Film