Sarajevo - håbets sang

 
Tjek også CinemaZone, The Observer, Hamburger Abendblatt, IMDb 

Efter krigen: glemme eller tilgive?

"Sarajevo - håbets sang" er en hjerteskærende blotlæggelse af ondskabens hærgen - og de menneskelige omkostninger. Men der tændes også et ganske svagt lys i det kulsorte mørke. Mediernes konstante optagethed af nyheder gør, at vi hurtigt glemmer, hvad der skete for kort tid siden - også fordi medierne i dag er fyldt med så mange rædsler, at vi har svært ved at rumme rædslerne fra i går, for slet ikke at tale om dem fra sidste år. Men der lever tusindvis af mennesker rundt på kloden med forfærdelige og uafrystelige lidelser og psykiske men, som vi hjemme i sofaen ikke kan eller har lyst til at begribe. Rædslerne på Balkan er efterhånden kun en mindre del af den linde strøm af fortidens ondskab, som kommer til os. Men nu kommer denne hjerteskærende film, der i bogstavelig forstand suger os ind i en sådan menneskelig gru og smerte, at vi har svært ved at bære det, også selvom vi bare 'kigger på'.

I det trøstesløse kvarter Grbavica i udkanten af Sarajevo bor Esma alene med sin 13-årige datter Sara. Esma er en mærket kvinde, ligesom hundredvis af andre enlige kvinder i byen, der må prøve at kæmpe sig tilbage til livet efter krigens uhyrligheder og tab. For Esma er opgaven ikke kun selv at komme på fode, men først og fremmest at skabe en tryg fremtid for Sara. Svært er det, midlerne er knappe, og Sara stiller hele tiden spørgsmål - særligt om faderen - som Esma ikke vil svare på. Den uundgåelige og afgørende konflikt dukker op, da Sara skal på lejrskole med klassen. Esma har ikke råd til at betale, men Sara kan komme med, hvis de skaffer et bevis på faderens død i krigen, for børn efter en 'krigshelt' kan komme med gratis! Men er dette bevis blevet væk, eller hvad? Esma har det ikke og forsøger febrilsk at skaffe pengene til udflugten, så dette bevis kan glemmes.

Vi fornemmer hurtigt i filmen, hvad problemet er, men jeg skal ikke her udpensle det, for det fortælles både renfærdigt og smerteligt og vil blive forsimplet i en gengivelse. Da konflikten mellem de to endelig har kulmineret, tør instruktøren lade filmen klinge ud med et - spinkelt - tegn på håb og fremtid: blot en løftet hånd til hilsen! Ikke meget, og så alligevel alt - både for mor og datter.

Instruktøren er den unge Jasmila Zbanic. Hun overlevede selv Sarajevos 46 måneder lange belejring og forsøger med denne heroiske film at få os til at se ondskaben i øjnene, men hun tør altså også tænde et lille lys i mørket. Rent teknisk og æstetisk har filmen mangler, den er sine steder usammenhængende og løs. Men på grund af det fokuserede blik på konflikten og det fine spil af de to hovedrolleindehavere er det blevet et gribende menneskeligt dokument. Filmen fik "Guldbjørnen" på filmfestivalen i Berlin sidste år (2006), og jeg var selv med til at give den "Templeton-filmprisen" i år (2007) - også i Berlin.