Til døden os skiller (Oktober 2007)
Filmen er ikke særlig morsom. Lars Brygmanns sædvanlige kejtede og lettere fjogede pjok af en mand, er taget helt ud i parodien og virker meget irriterende. Dette er dog for ingenting at regne mod Sidse Barbett Knudsen, som i de scener, hvor hun skal flejne helt ud, overspiller vildt. Lasse Rasmussen
Se trailer.
Danmark 2007 - Instr.: Paprika Steen - Manus: Anders Thomas Jensen - Medv.: Sidse Babett Knudsen (Bente), Lars Brygmann (Jan), Rasmus Bjerg (Alf), Frida Hallgren (Sanne), Søren Pilmark (Erik), Jan Malmsjö (Eckelstein), Bodil Jørgensen (sygeplejerske), Nikolaj Steen (unge mand), Nicolaj Kopernikus (Rudy), Ralph Carlsson (billetsælger) - 100 min. - Dansk biografpremiere: 28. september 2007 - Dansk udlejer: Nordisk Film - Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.
Tjek også CinemaZone , Filmz og IMDb
Irriterende komedie om parforhold
”Til døden os skiller” har manuskript af Anders Thomas Jensen. Han er specialist i fabler og sorte komedier. Der, hvor humoren er dominerende, er der tale om gode og underholdende film, som alligevel rummer en del pointer, mest markant ”Blinkende lygter” Der, hvor fablen og metaforerne tager overhånd, virker det kunstigt og prætentiøst, f.eks. ”Adams æbler”.
Nærværende film hører til den sidste kategori. Den vil frygtelig gerne sige en masse kloge ord om livet, om parforholdet, om hvordan uopfyldte livsdrømme påvirker parforholdet, om hvordan parforholdet påvirker arbejdslivet, om hvordan man skal helt ned i Helvede og vende, før man kan erkende tingenes rette sammenhæng.
Det begynder som en sort komedie, når Jan (Lars Brygmann), som er restaurant-inspektør på Sverigesbådene, tit møder på arbejdet med blå øjne og andre mærker. Han er blevet tævet af konen. Filmen forsøger her at være morsom ved at vende den sædvanlige situation om. Her er det ikke den kvindelige part, der dukker op med undskyldninger om alle de døre, hun er gået ind i, men manden. Særlig meget får man dog ikke ud af situationerne. De virker akavede og ikke særligt morsomme.
Siden præsenteres vi for konen Bente (Sidse Barbett Knudsen), som har opgivet karrieren som talentfuld operasanger for at tilpasse sig manden ved at blive hjemmegående, og dermed har hun reelt set også opgivet livet. Frustrationerne går ud over manden, der ikke vil erkende, at han ikke har det, der kræves for at blive en stor operasanger. Operaen var det, de engang havde til fælles.
Til at sætte lidt skub i handlingen introduceres et par grove typer, der modsat Jan er voldelige overfor deres koner. De fascineres dybt af Bente og hendes operasang. Det hele ender lettere parodisk med, at hun får stor succes som operasanger i Ystad (af alle steder) og finder sammen med manden, der nu har erkendt, at det, man ønsker sig af livet, er ikke altid, det man kan få.
Filmen er ikke særlig morsom. Lars Brygmanns sædvanlige kejtede og lettere fjogede pjok af en mand, er taget helt ud i parodien og virker meget irriterende. Dette er dog for ingenting at regne mod Sidse Barbett Knudsen, som i de scener, hvor hun skal flejne helt ud, overspiller vildt.
Som kuriosum kan man undre sig over, hvordan man kan nå frem og tilbage fra Øresundsbroen og til Ystad flere gange i løbet af en operaforestilling. I givet fald må man gå ud fra, at det er en meget meget lang operaforestilling. Modsat denne film: Den er ikke specielt meget lang, men den føles utrolig lang.
Lasse Rasmussen
pressefoto ©Nordisk