Vi ses igen
Louis Malles film fortæller om en skole i Frankrig under Anden Verdenskrig. Den nye dreng er i virkeligheden en jøde, og det skaber udfordringer og problemer. Filmen er blevet en skæbnesvanger smuk historie om venskab, frygt og tab. Anne-Katrine Buch
Titel: Vi ses igen - Originaltitel: Au revoir les enfants - Oprindelse: Frankrig 1987 - Instruktør: Louis Malle - 104', farver - udsendt på DVD 21/11 2007 af PAN Vision, kan stadig få hos f. eks. Kirkebutik.dk.
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: The Chicago Sun Times, IMDb og Philm.
Venskab, frygt og tab
Julien Quentin lever på en katolsk kostskole i det nazist-besatte Frankrig i 1944. Han er en intelligent dreng, der lever et noget ensomt liv, indtil den dag en anden dreng, Jean Bonnet, bliver optaget på skolen. Julien møder den nye dreng, der på mange måder er hans intellektuelle ligemand, med mistro, men efterhånden spirer et venskab ud af deres rivalisering. Hvad Julien ikke ved, er at Jean er jøde, og at hans tilstedeværelse på skolen truer alles liv.
Jeg bliver nogle gange irriteret på de danske oversættelser af film. Filmens originale franske titel er i en noget løs oversættelse Farvel, børn og synes på mange måder langt mere passende, fordi den danske titel, Vi ses igen, lover en ganske anderledes slutning end den, vi får. Filmen kunne lige så godt have været kaldt Farvel til barndommens uskyld, for det er det, den handler om. Det er en følelsesmæssigt brutal film at se, netop fordi den ikke er voldsfyldt eller udpenslet, som vi ellers er blevet vant til i film, der handler om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. På mange måder lever filmen på det faktum, at fordi vi allerede associerer en masse billeder med Holocaust, behøver de ikke at blive vist igen. De ligger i vores hjerter som en fælles arv af skam, og Vi ses igen kan derfor koncentrere sig om en stringent historie om to drenges venskab.
Vi ses igen var et hjertensbarn for den franske instruktør Louis Malle. Filmen, der trækker på hans egne minder fra Anden Verdenskrig, virker på mange måder som både en undersøgelse af spørgsmålet om skyld og uskyld set fra et barns øjne og en voksen mands uddrivelse af en skam, han har båret med sig. Resultatet er en intens og til tider ubehagelig oplevelse, men altid en skæbnesvanger smuk historie om venskab, frygt og det tab, der kommer snigende, fordi du i det øjeblik du mister, ikke er klar over, hvor stor en del af dig selv du taber.
Men på trods af filmens tema væver der sig en spinkel tråd af håb gennem historien. Præsten, der forgæves forsøger at skjule ’sine’ jødiske børn blandt de franske, og Juliens venskab med Jean peger hen mod en slutning, der måske nok får dit hjerte til at briste, men ikke desto mindre også får dig til at genvinde troen på menneskers barmhjertighed.
Anne-Katrine Buch
billeder © PAN Vision