Amazing Grace
Filmen om de politiske slag for slavehandlens ophør hører til blandt de mindre storslåede og mere tænksomme historiske fortællinger, men de dramatiske mangler tilgives (næsten) i lyset af de fine skuespilspræstationer og det stærke tema. Rebecca Engberg
England/USA 2006 – Instr.: Michael Apted – Manus: Stephen Knight – 117 min.
Trailer hér >>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Filmz , Christianity Today , The Observer , Scope og IMDb .
Autentisk beskrivelse af kampen for en bedre verden
Vi ser ofte kampen for retfærdighed eller frihed portrætteret i et actionpræget virvar af voldsomme begivenheder og udpenslinger af menneskelige lidelser i blod, sved og tårer, men anderledes er det i ”Amazing Grace”. Her er revolutionspladsen udskiftet med et meget autentisk britisk parlament, og oprøreren er den religiøse og sympatiske politiker William Wilberforce (1759-1833).
Filmen følger to tidsmæssige spor og springer mellem dem undervejs. Det ene følger den modne og temmelig nedslidte Wilberforce og hans møde med både kærligheden og fornyet håb efter mange år med nederlag. Det andet spor er et tilbageblik, hvor historien om en ung mands valg af kampplads, hans venner og allierede udfolder sig. Skiftet mellem de spor er en anelse usmidigt undervejs, men fungerer godt til at skabe dynamik, samt introducere de mange vigtige bipersoner, der spiller en afgørende rolle både for handlingen og, må jeg tilstå, min filmoplevelse.
I en film, hvor så mange scener er med midaldrende mænd i paryk, der snakker, er det særligt vigtigt med gode skuespillere, og det har filmen heldigvis. Rollen som William Wilberforce spilles solidt af Ioan Gruffudd (kendt fra bl.a. ”Hornblower”), og i birollerne ses som nogle af de bedste Albert Finney, som den tidligere slavekaptajn, forfatter til hymnen Amazing Grace, samt Michael Gambon og Ciarán Hinds.
At den idealistiske og humanistiske kamp kan være et langt og sejt træk er lige så sandt i dag som omkring år 1800, og når ændringer fordrer forringelser og sårbarhed for den økonomiske og politiske elite, vægtes stabilitet og status quo stadig ofte. Det er derfor et plus, at filmen forsøger at inddrage tilstrækkelig kontekst til hele slaveridebatten og perifert kommenterer på Uafhængighedserklæringen, Den Franske Revolution, Napoleonskrigene samt hele den økonomiske situation. Vi har stadig idealistiske kampe i parlamentssalen i dag, men forståelsen af det verdenssyn, der prægede både Wilberforce og hans modstandere, er betinget af en fornemmelse deres virkelighed.
Jeg fik fornøjelsen af at dele biografen med en skoleklasse (6. klasse, tror jeg), og jeg kunne konstatere, at filmen, grundet sit langsomme tempo og mange dialoger parret med fordelen af historisk viden, ikke virkede særlig egnet til denne målgruppe. I hvert fald ikke uden introduktion. Det er en film mest for voksne, hvor nuancerne tæller og detaljerne florerer, både i historien og historisk set. En film uden det store drama, hvor tankerne kører både undervejs og bagefter.
Rebecca Engberg
pressebilleder © Miracle Film