Arn – Riget ved vejens ende
Så kom den anden og sidste del af Peter Flinths kæmpe middelalderepos på baggrund af Jan Guillous romanserie. Den skuffer i forhold til første del. I sin iver efter at være en bredt favnende tidskrønike er den blevet slap og ufokuseret med for mange svinkeærinder. Jes Nysten
Arn, riket ved vägens slut – Sverige/Danmark 2008 – Instr.: Peter Flinth – 128 min.
Flere fakta og alternative anmeldelser:
CinemaZone
,
DR Filmland
,
Filmz
,
Scope
og
IMDb
.
Og à propos Saladin og korstogene: ”Kingdom of Heaven” - anmeldt her i Kirke og Film.
Tynd fortsættelse af korstogshistorie
Arn er stadigvæk i det hellige land som korsridder, hvor han håber at kunne vende hjem til Sverige efter det – forhåbentlig – endegyldige slag mod de muslimske hedninger. Lederen af korstoget er en ubehagelig og uforstandig karl, der ikke lytter til Arns fornuftige råd i forbindelse med forberedelserne til kampen mod Saladin og hans hedenske tropper, hvilket kulminerer i det berømte slag i juli 1187 ved Hattin oppe ved Tiberiassøen i det nordlige Israel. (Meget interessant når man som jeg lige har været dernede og set stedet, hvor dette drama fandt sted!) Det udvikler sig til en veritabel nedslagtning af de kristne korsriddere. Dog overlever Arn på mirakuløs vis!
Hjemme i det splittede Sverige må hans elskede Cecilie leve sit ufrivillige klosterliv, indtil den onde og hævngerrige abbedisses død. Da hun bliver løst fra sit klosterliv, forenes hun med den søn, der blev taget fra hende ved fødslen. Rygterne om massakren ved Hattin er nået til Sverige, og Cecilie og sønnen prøver at komme sig over Arns død, for ingen blev skånet, lyder rygtet. Men nede i det hellige land har selveste Saladin hjulpet Arn, og oven i købet sendt en af sine betroede hjælpere med Arn, så han kan komme sikkert til Sverige! Saladins afskedssalut til Arn er ”Gid vi, der tilhører de tre religioner, engang kan leve i fred hernede!”
Indtil her har filmen holdt en vis dynamik med mindelser om første del, men da Arn endelig kommer tilbage, og dér påtager sig rollen som den, der skal kæmpe den endegyldige kamp ’for fred’ og imod danskerne, falder filmen mere eller mindre fra hinanden i skønne landskabsbilleder, bragesnak og uopfindsomt slagscener.
Det politiske spor, der er tydeligt tilstede i romanserien underbetones i filmen. Det kunne ellers have været interessant – og relevant – hvis det havde fået mere plads. Ikke bare den ovenfornævnte replik af Saladin, men tilstedeværelsen af én af hans soldater ved Arns side i kampene i Sverige, kunne have været spændende at få udfoldet. Men det drukner i de underskønne billeder.
Jes Nysten
Pressebilleder © SF Film