Away from her
Filmen er et psykologisk drama, der på fin og nærværende vis skildrer, hvilke konsekvenser Alzheimers sygdommen har for det livslange kærlighedsforhold mellem to mennesker. Louise Rasmussen
Canada 2006 - Instr.: Sarah Polley - Manus: Sarah Polley og Alice Munro - Medv.: Julie Christie (Fiona Anderson), Gordon Pinsent (Grant Anderson), Olympia Dukakis (Marian), Kristen Thomson (Kristy), Michael Murphy (Aubrey), Wendy Crewson (Madeleine Montpellier), Alberta Watson (Dr. Fischer), Grace Lynn Kung (Betty, sygeplejerske), Stacey LaBerge (Fiona som ung), Lili Francks (Theresa), Deanna Dezmari (Veronica), Clare Coulter (Phoebe Hart), Thomas Hauff (William Hart) - 110 min. - Dansk biografpremiere: 4. januar 2008 - Dansk udlejning: Miracle Film - Tilladt for alle
Tjek også The Chicago Tribune , The Observer og IMDb .
Kærlighed I Alzheimers skygge
Det starter uskyldigt med, at Fiona kommer til at sætte en stegepande i køleskabet. Snart kommer der små sedler på skabene, så hun kan huske, hvor køkkentingene skal hen. Så mister hun tråden, mens hun taler, men alvoren begynder at banke på, da hun på en skitur alene farer vild og ikke selv kan finde hjem.
Fiona har Alzheimers, og "Away from Her" skildrer på fin og nærværende vis, hvilke konsekvenser sygdommen har for det livslange kærlighedsforhold mellem Fiona og Grant. I en samtale senere i filmen mellem Grant og en kvinde, Marian, hvis mand også er ramt af Alzheimers, spørger Marian: "Har du været gift?", som om hans ægteskab er slut. Det er det ikke, men det er et langt stykke hen ad vejen alligevel kendetegnende for Fiona og Grants forhold. Det havde måske endda på mange måder været lettere, hvis ægteskabet netop var slut. I stedet for kører det videre på nogle ulige præmisser for de involverede parter.
Mens Fiona stadig har mange lyse øjeblikke, forlanger hun at blive indlagt på et plejehjem for alzheimerspatienter, men hjemmet har en ufravigelig regel om, at beboerne ikke må modtage besøg de første 30 dage efter indlæggelsen. Da Grant kommer og besøger hende efter de 30 dage, har Fiona fuldstændig glemt alt om ham og deres tidligere samliv og har i stedet fattet sympati (kærlighed) til en anden beboer, Aubrey. I hendes opfattelse er Grant nu en ihærdig bejler, der ikke lader sig afslå. Han er et forvirrende element i kontrast til Aubrey, hvis regelfaste dagligdag hun kan overskue. Grant bliver alligevel ved med at komme og besøge hende dag efter dag, men selv da Aubrey forlader plejehjemmet, kan han ikke trænge igennem til hende. Da Fiona bliver dårligere og må avancere til plejehjemmets 1. sal for de svageste beboere, må han overveje, hvor langt han vil gå i sin kærlighed for at gøre Fionas sidste tid så lykkelig som muligt.
Det er svært ikke at føle med Grant, når han i et fortvivlet øjeblik forsøger at ruske deres fælles erindringer og samliv tilbage i hovedet på Fiona, der på den anden side også er fortvivlet over, at en for hende fremmed mand griber fat i hende. "Away from Her" bliver på den måde en stille og sørgmodig kærlighedsfilm om to mennesker, der langsomt, men sikkert skilles ad af Fionas Alzheimers. En kærlighedsfilm, der grundet dens handling nok mest taler til et midaldrende/ældre publikum, men som grundet dens fine skuespillerpræstationer og nærværende skildring også sagtens kan tåle at blive set af et yngre publikum.
Louise Rasmussen
Pressebilleder © Miracle Film