Body of Lies
En flot, men overfladisk og utroværdig film om Irak krigen. Lasse Rasmussen.
USA 2008 – Instr.: Ridley Scott – Manus: William Monahan – 132 min.
Trailer hér >>>
Filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Filmz , Christianity Today (med spørgsmål til drøftelse), CineFacts , Scope og IMDb .
Ikke i dybden
Filmen foregår i Irak og beskriver en amerikansk agent, som søger at infiltrere Al-Queda for derved at komme terroren til livs. Han kommunikerer ivrigt med sin boss hjemme i USA, som forsøger at styre begivenhederne via en mobiltelefon. Undervejs i forløbet får vor mand i Irak kontakt til det jordanske efterretningsvæsen, som viser sig at have større forståelse for situationen i Irak, og som samtidig ikke er underlagt de begrænsninger, som amerikanerne er.
Det er i forholdet til den jordanske efterretningstjeneste, at filmens pointer kommer frem. Dels forstår den jordanske efterretningstjeneste den arabiske folkesjæl og véd dermed, hvordan man opnår resultater. Ifølge filmen forstår amerikanerne ikke situationen i Mellemøsten. Deres avancerede teknologi slår slet ikke til over for terror.
Samtidig er USA verdens førende demokrati og kan som sådan ikke lade hånt om menneskerettighederne. De arabiske lande er ikke demokratier. For dem er det derfor heller ikke nødvendigt at tage hensyn til menneskerettigheder. De kan frit bruge tortur som et nødvendigt middel til at finde frem til terrorister.
Det siges i filmen, at USA aldrig kan vinde krigen, fordi landet er et demokrati, som udover de nævnte menneskerettigheder også skal tage hensyn til den folkelige opinion hjemme i USA. En opinion, som hverken står samlet bag krigen, eller som er villig til at yde de nødvendige ofre.
Pointen omkring krig og demokrati bliver desværre ikke nærmere uddybet i filmen. F.eks. kunne filmen være kommet ind på, om Irak krigen er en forsvars- eller angrebskrig, og om det kun er i tilfælde af, at USA bliver angrebet, at der er folkelig opbakning til krig. Men det undlader filmen.
Herudover bliver filmen aldrig rigtig medrivende. Det skyldes, at plottet for indviklet og for rodet. Den minder på den led om mange thrillers fra koldkrigsdagene, hvor det også til tider kunne være svært at holde rede på personerne og deres dobbeltspil.
Filmen er heller ikke særlig troværdig. Det virker ikke overbevisende, at helten opgiver sin karriere i USA til fordel for en uvis fremtid i Irak med en pige, som han kun flygtigt har stiftet bekendtskab med – en pige, som han takket være hendes søsters overvågning end ikke har fået lov at give hånd.
Det forhold, at helten bliver i Irak og vender USA og dens efterretningstjeneste ryggen, er således ikke et fravalg af Irak-krigen og amerikanernes indsats, men alene et tilvalg af kærligheden. Hvad der måske kunne være brugt som en interessant tematisering, bliver i stedet en lidt udvandet og lidet troværdig kliché. Den dermed ikke atypisk for dens instruktør, Ridley Scott, som kun sjældent går i dybden med de problemstillinger, hans film lægger op til.
Lasse Rasmussen
Pressebilleder © Sandrew Metronome