Dansen
"Dansen" er en poetisk, menneskevarm og yderst seværdig fortælling om kærlighedens vanskelige kår. Selvom temaet er endevendt i utallige danske film, formår Pernille Fischer Christensen og de fremragende skuespillere at løfte denne film langt over gennemsnittet - dansende let! Jes Nysten
Danmark 2008 - Instr.: Pernille Fischer Christensen - Manus: Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson - Medv.: Trine Dyrholm (Annika), Anders W. Berthelsen (Lasse), Birthe Neumann (mor), Marijana Jankovic (Nina), Joen Højerslev (Andreas), Sofia Cukic (Kate), Micki Chow (assistent), Mirian Sørensen (assistent), Oliver Gliese Nielsen (Jonathan), Nicolai Samuelsen (Nico)
- 90 min. - Dansk biografpremiere: 14. marts 2008 - Dansk udlejning: Nordisk Film
Tjek også Filmz , CinemaZone , Arbejderen og IMDb .
Vedkommende ’karakter’-dans
Annika driver sammen med sin mor en danseskole i Husum! Hun får øjensynlig sin livsglæde kanaliseret ud gennem de dansende par, som hun underviser, for inde i privaten ser tingene noget mere forhutlede ud end i den pompøse og overpyntede dansesal. Hun er holdt fast i et mønster, som hun kun halvhjertet trives i. En dag dukker elektrikeren Lasse op, og bogstaveligt talt ”slår det gnister” mellem de to. Men i begyndelsen kun med få spredte gnister. Han er vranten, kantet og indelukket, hvorimod hun er åben, smilende og uden parader. Det dragende og hemmelighedsfulde hos ham, som hun fascineres af, får pludselig en ekstrem farlig kant, da han afslører for hende, at han er straffet (for hvad, skal ikke røbes her). Hun begynder at forske i sagen, for han har vist ikke fortalt alt. Det, der dermed bliver hvirvlet op, kan den pæne dansepige fra Husum ikke rumme. I hvert fald ikke så længe moderen og deres retlinede og kontrollerede fællesliv fylder alt i hende. Det må først ud af hende, før hun kan gribe livet i al dets kompleksitet – både det der smerter og det der glæder og varmer.
Filmen er opfølgeren til Pernille Fischer Christensens debut ”En soap”, der af gode grunde bragte hende helt i front inden for dansk film. ”Dansen” bevæger sig inden for samme stil: en enkel, ukunstlet stil, langsomt tempo, dvælen ved personerne, gerne i nærbilleder, minimale effekter.
Tematikken ligger også tæt på ”En soap”: to ensomme, knudrede individer, der er låst fast uden at kunne komme ud af deres skal, men som får vristet sig løs af det greb, de er fanget i, og dermed får mod til at give sig i kast med livet – i al dets uforudsigelighed.
Pernille Fischer Christensen har også her Kim Fupz med på manuskriptsiden, og den tætte dialog – og de talende pauser – giver sammen med den præcise og nøgne personinstruktion en fortættet og vedkommende filmoplevelse. Som i ”En soap” stråler Trine Dyrholm her i rollen som Annika. Ikke blot hendes mimik, men hele hendes krop er så udtryksfuld, at hver enkelt lille nuance i hendes sindstilstand aftegner sig i hver en fiber. Endnu en opvisning af hendes usædvanlige talent.
Anders W. Berthelsen skal kæmpe mere med rollen som den kantede og utilpassede Lasse. Men selv i en lidt uvant rolle viser han sin styrke og sit mod som skuespiller. Man kan også fornemme, at de to kan lide at spille sammen – selvom der ikke kommer så megen dans ud af det!
Jes Nysten
kirkeogfilm.dk
Pressebilleder © Nordisk Film