Elegy – skønhedens magt

Elegy – USA 2008 – Instr. : Isabel Coixet – Manus: Nicholas Meyer efter en novelle af  Philip Roth – 108 min. – Trailer >>>   

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Filmz , Schnitt , Scope , IMDb .

Dobbelttydig klagesang

”Elegy” handler om en litteraturprofessor, som hvert år efter semestrets afslutning indleder et forhold til én af sine tidligere studerende. Det har han gjort i mange år, men med hans nyeste erobring sker der noget usædvanligt for ham: Han bliver dybt forelsket i hende og skal dermed gøre op med sig selv, om han er i stand til at binde sig til et andet menneske. Han har hidtil følt bindingen til andre som et fængsel. Hans ægteskab, som er afsluttet mange år tidligere, betragter han som en fejltagelse, og han afskyr sin søn, fordi han følelsesmæssigt vil have kontakt til sin far.

Filmen giver et fascinerende portræt af et dybt intellektuelt menneske, som er ude af stand til at komme i kontakt med sine inderste følelser. Han er dermed også sin egen værste fjende. Han er kun i stand til at forholde sig intellektuelt og analyserende til sit eget liv, ganske som han analyserer litterære værker og kultur i øvrigt for sine studerende og for sine lyttere og seere i de radio- og tv-programmer, han medvirker i.

Han er ude af stand til at give noget af sig selv – han er kun i stand til at modtage andre menneskers beundring for hans intellektuelle analyser, for hans klaverspil mv. Især kvinderne nyder han at lade sig beundre af. Han ønsker ikke at engagere sig følelsesmæssigt i andre mennesker og deres liv. Mennesker er for ham alene staffage til brug for hans selvnydelse.  

Det kommer tydeligst frem i forholdet til hans søn – en søn, som han har meget lidt respekt for, netop fordi sønnen ønsker, at han følelsesmæssigt skal engagere sig i hans problemer og nå til erkendelse af, at han som ægtemand og fader begik en fejl ved at forlade sin familie. Det vil han ikke. Han betragter sønnens anglen efter følelsesmæssig kontakt som ynkelig og patetisk. Mod slutningen når han dog til erkendelse af, at han også har brug for sønnen - at han har brug for andre mennesker, at det kun er gennem tæt følelsesmæssig kontakt til andre mennesker, at livet bliver helt.

Sønnen har også en affære uden for ægteskabet, men han formår at holde sammen på familien, fordi han føler sig ansvarlig overfor sin kone og sit barn, men frem for alt vil han ikke gentage de fejl, som faderen har begået. Udover at være et besk portræt af den intellektuelle overklasse bliver filmen dermed også et billede på en generation af ansvarsløse selvnydere. 

Filmens titel er dobbelttydig – det er den intellektuelle overklasse og 68’er generationens klagesang over, at ikke alt går, som de vil have det, at de mod deres vilje bliver nødt til at engagere sig følelsesmæssigt. Men filmen er samtidig også en klagesang over det liv, de byder deres medmennesker.

Hovedrollen, der spilles glimrende (som altid) af Ben Kingsley, formår at få det dobbelttydige frem i figuren. Man forstår ham, samtidig som man føler afsky for de sølle menneskelige værdier, han står for.

Lasse Rasmussen
 

pressebilleder © Miracle Film