Forældre
Som i sin forrige film ”Børn” giver Ragnar Bragason i denne ”Forældre” et indblik i en islandsk mentalitet, der i bogstaveligste forstand er holdt i sort/hvide nuancer. Jes Nysten.
Foreldrar - Island 2007 - Instr.: Ragnar Bragason - Manus: Ragnar Bragason, Víkingur Kristjánsson, Nanna Kristín Magnúsdóttir, Ingvar Eggert Sigurðsson - Medv.: Edda Arnljótsdóttir (mor), Reine Brynolfsson (Johann), Nína Dögg Filippusdóttir (sygeplejerske), Brian Fitzgibbon (John), Gísli Örn Garðarsson (Gardar), Þröstur Leó Gunnarsson (Addi), Gunnar Hansson (Bjarni), Jóna Guðrún Jónsdóttir (Erna), Víkingur Kristjánsson (Einar Birgir), Nanna Kristín Magnúsdóttir (Katrin Rós) - 87 min. - Dansk biografpremiere: 29. februar 2008 - Dansk udlejning: Øst for Paradis
Tjek også CinemaZone og IMDb .
Forældreroller i sort/hvid
Den forfrosne og uforløste stemning, der hvilede over forgængeren ”Børn”, genfinder vi her, hvor fokus nu er rettet mod en ligeså diffus størrelse: forældre. Umiddelbart er der ingen sammenhæng imellem de to film, selvom de faktisk er optaget samtidig. Bragason har skabt filmene i et samarbejde med teatergruppen Vesturport, hvor handlingen og figurtegningen er fremkommet gennem en fælles og delvis improviseret arbejdsproces.
Filmen fokuserer på tre sådanne ”forældre” og deres problemer med at komme tilrette med både denne rolle og dem selv som voksne og ansvarlige individer. Der er tandlægen, der godt nok er papfader til et par piger, men som brændende ønsker sit eget barn og opdager, at hans kone ikke har fortalt alt om sig selv! Der er hans medhjælp på klinikken, der er kommet tilbage efter nogle år i Sverige hos en voldelig kæreste. Hun vil nu genvinde sin søns kærlighed, der imidlertid har været godt indkapslet af den temmelig emsige mormor, mens moderen var væk. Den sidste af hovedpersonerne er finansmanden, der ikke vil se i øjnene, at hans ægteskab er en saga blot.
Filmen svinger mellem disse tre personers mere eller mindre desperate forsøg på at håndtere deres til dels selvforskyldte plager. Denne springende stil giver filmen en vis dynamik, men det betyder også, at vi mister fokus og dermed en blivende interesse for disse personer og deres problematiske liv. De rammer os simpelthen ikke - og kommer til at stå mere som undtagelser end som repræsentanter for den udskældte race ”forældre”.
Heldigvis er der lidt forsonende varme og humor i denne film – en stor mangel i ”Børn”.
Jes Nysten
pressebilleder © Øst for Paradis