Funny Games
Dette er en film, der går til det yderste for at skildre vold og afstumpethed, og det vil være delte opfattelser af, hvor vidt filmen gør det for at advare mod volden og dens baggrund eller for dobbeltmoralsk at score kassen. Arne Kristophersen
Funny Games U.S. - USA 2007 - Instr. og manus: Michael Haneke - Medv.: Naomi Watts (Anna), Tim Roth (George), Michael Pitt (Paul), Brady Corbet (Peter), Devon Gearhart (Georgie), Boyd Gaines (Fred), Siobhan Fallon (Betsy), Robert LuPone (Robert), Linda Moran (Eva) - 107 min. - Dansk biografpremiere: 4. aspril 2008 - Dansk udlejning: Nordisk Film - Tilladt for børn over 15 år
Tjek også CinemaZone , The Observer og IMDb .
En anderledes ’voldsfilm’
Den perfekte familie, Anna, George og deres søn Georgie, kører med bil og båd af sted på en ferieweekend til deres overklassesommerhus, som ligger ved søen og er indhegnet af en stor gitterport. Man hilser på naboerne, alt ånder idyl. Moderen (Anna) går i køkkenet, mens far og søn ved naboers hjælp går i gang med at få båden i vandet. Der er styr på det hele. Det er der stadig, da en tennisklædt, meget høflig ung mand melder sig i køkkenet for at låne æg. Han låner fire æg, smadrer dem i entreen. Mens Anna finder nye æg frem, får den unge mand skubbet hendes mobil i køkkenvasken, så den bliver våd og ubrugelig. Her fornemmer man første gang, at nu begynder det. – og så tager det, der udvikler sig til et nærmest utopisk drama, langsomt fart. Endnu en ung, hvidklædt mand kommer ind i billedet, og de to pæne unge mænd indleder nogle ’games’, der ydmyger og tyranniserer den lille familie. Til sidst er de alle tre dræbt.
Det er en anderledes film og en mærkelig film. Ja, man fristes til at sige en modbydelig film. Den er ikke en typisk krimi-, action- eller voldsfilm. Jo, nok en voldsfilm, men en film, der går til de yderligste yderligheder i beskrivelsen af den vold og afstumpethed, der kan komme ud af det bedre borgerskabs kedsomhed og underholdningstrang.
Skal man uddrage et budskab af filmen, kan det f. eks. være dette, at velstand, tryghed og familielykke er skrøbelige størrelser – selv i et privat ferieparadis, der er indhegnet og bag en ”sikker” gitterport – og der er flere trusler i spil end sygdom, ulykke og konkurs.
Arne Kristophersen
P.S. Filmen er en genindspilning af instruktørens egen østrigske film fra 1997.
pressebilleder © Nordisk Film